de samlede skygger

 

Det er en mørk oktoberaften.

Her uden nære naboer, bliver gardinerne aldrig trukket for og de sorte firkanter kræver lys. Alligevel er ingen af de mange små lamper tændt, kun læselampen ved hans stol skærer mørket i stykker. Af og til stryger lyset fra en forbikørende bil gennem stuen og tager opmærksomheden fra avislæsningen.
Der er stille.

Kun de knitrende lyde, når en side bliver vendt, bryder stilheden. Der er så stille, at hun holder igen med at synke.Hun fornemmer hans opmærksomhed, han siger ingenting, men tavsheden taler højt. Er det på grund af den stol, hun har sat sig i? Var det hendes?
Er det lyden af et andet menneske, som minder ham om andre aftner?

Det ville være naturligt for hende at småsnakke lidt, kommentere noget fra avisen, men skyggerne i stuens hjørner holder hende tilbage. Af og til mærker hun hans blik, men hun tør ikke se op. Hun burde ikke være her.
Siderne bliver vendt, uden at hun har fået fat i et ord af teksterne.

Farverne i stuen er fint afstemte.
Sofapudernes smalle blå striber, rammer lige tonen fra samlingen af  blå glasvaser på reolen, og farven går igen i de næsten gennemsigtige bomuldsgardiner, som omkranser de små bondehusvinduerne. Karmene er blomsterløse.

De små borde lyser af oprydning, på nær et. Der ligger hans pibe, et askebæger med udkradser, en avis, en serviet. En slidt hvilestol med skammel er rykket tæt på læselampen, som skiller sig ud fra de andre lamper. Lige i den stol leves det daglige liv.

Stuerne, gæsteværelserne og køkkenet bærer præg af, at der er kælet for indretningen, blandingen af nyt og gammelt gør det til et meget indbydende hus. Det lyser af orden. Lidt for meget. Det ville have været hyggeligt at se et henslængt strikketøj, et par sko smidt på gulvet eller lidt opvask på køkkenbordet.

Hun har forsigtigt spurgt, om han vil have noget imod, at hun laver aftensmad til dem. Næh, det måtte hun gerne. Hjemmelavet mad, det kunne da være hyggeligt. Hun føler sig som en lurer, mens hun ser i skabene efter remedier.
Prøver så stille som muligt at dække bord, snitte grøntsager og føler hele tiden, at nogen ser hende over skulderen. Normalt ville hun have radioen kørende i baggrunden, men det er ikke hendes hus.

Han holder sig væk, til maden er færdig. Der er en anspændt stemning, selv om han prøver at være høflig og interesseret. Luften dirrer af savn. To år er ikke lang tid. Han må have vænnet sig til at spise alene, nu sidder hun der og minder ham om de utallige måltider, som han har delt med sin kvinde.

Hun bekæmper sin trang til at lade ham vide, at hun føler med ham. Tør hun spørge ham om hendes liv og død? Nej, så godt kender hun ham ikke. Hun er kun på gennemrejse, og han er en høflig mand, som har tilbudt hende en seng for en nat.

Senere ser de en film, stille sammen i stuen med de sorte firkanter.
Det er for tidligt. Skyggerne af hende, der herskede her, mærkes i alle de mørke kroge, overdøver de samtaler, de ikke fører.
Det er for tidligt.

Gæsteværelset er knap så gennemført stilfuldt som resten af huset. Der står en kasse med legoklodser på en hylde, en stak Feminaer ligger på et kurvebord, ved siden af en gammeldags kurvestol med blåt vævet betræk. Et varmt rum med lige den mængde uorden, som får hende til at slappe af.

Hun finder en slidt Agathe Christie paperback i reolen, tænder læselampen ved hovedgærdet og prøver at samle sig om ”Mordet i Præstegården”, men uden held.
Hun falder i søvn sidst på natten.

Vågner ved en solstråle rammer hendes kind. Klokken er halv otte og der er fuldstændig stille. Hun tager sin afrikanske morgenkjole på, den er hellang og meget vid. I køkkenet lugter der af kaffe, en kande står på bordet og der ligger en pose med rundstykker, endnu varmt duftende. Ved siden af ligger en seddel: 

”Er taget på en tidlig jagttur. Føl dig hjemme. Har bestilt fiskebuffet på havnecafeen til klokken et. Fru Jensen dukker nok op, det er hendes rengøringsdag.”

Solskinnet lokker hende udenfor. Det er et sjældent godt vejr for oktober, så hun sætter sig i den åbne køkkendør, med sin kaffe.
Træerne ryster de sidste blade af i gulbrune bunker, der flytter sig med vinden. Nede af vejen aner hun en gul bygning og genkender  med en gysen ”Skrædderens hus”. Da hun var barn gik hun store omveje, kunne næsten se skyggen af skrædderen, der havde hængt sig. Det stod tomt et par år. De modigste af drengene gik ind i huset, som efterhånden stod med knuste ruder og ukrudt, som langsomt overtog haven. Nu ser det beboet ud.

– Hvad dælen sker der her?
En skinger stemme får hende til at fare sammen, hun trækker kjolen ned over knæene, så de påtrykte elefanter folder sig ud. Fortumlet rejser hun sig op, og en lille overvægtig kone i den tredje alder står skulende bag hende med hænderne i siden.
– Hvem er du, og hvor er Erik?
Hun peger på sedlen på køkkenbordet og rækker hånden frem til goddag, men konen har vendt ryggen til, tager sedlen og ser derefter mistroisk op på hende.
– Der har ikke været kvinder her i huset siden Ann døde, hvem er du?

Hun skal lige til at forklare, men fru Jensen, som det sandsynligvis er, står allerede på hovedet inde i et skab, hvorfra hun hiver støvsuger og koste og spande ud. Hun kigger misbilligende op og ned af hende.
– Skal du ikke have noget ordentlig tøj på?  Det vil passe mig godt, hvis du gik en tur til jeg er færdig, måske omkring kirkegården! Og uden at vente på svar trækker hun støvsugeren ned i stuen.

Kirkegården står, som hun husker den, massive tujaer på de fleste grave, og her bliver de ikke slettet før de sidste familiemedlemmer er væk. Hun går en runde og bliver ganske vemodig over at læse, hvor mange af navnene, hun kender.  Flere generationer ligger sammen i de ældste af gravene. En gartner river sig langsomt frem til hende, støtter sig til riven og hun benytter sig af muligheden for at få at vide, hvor Eriks kone Ann ligger.

– Jo, ser du, nede i hjørnet lige ved lågen, men indenfor diget, det er ikke som i gamle dage…Gartneren går i stå, og hun nikker og forsvinder hurtigt, orker ikke at fortælle, hvem hun er.
Det er en urnegrav, helt uden blomster. Ann, står der på en lille hvid marmorsten, intet efternavn og kun fødsels- og dødsdato. Over navnet er der graveret et omrids af en måge i flugt over to bølger.

Hun sætter sig ved husets gavl, lukker øjnene og lader den milde vind kærtegne sit ansigt. Nu er hun den 12 årige pige, som ingen lægger mærke til. Slet ikke Erik, som er hjemme i efterårsferien for at hjælpe til med kartoffelhøsten. For ham er hun bare en af lillesøsterens veninder, kun et barn. De 8 års forskel gør alverden for ham, ikke for hende. Hun har elsket ham så længe, hun kan huske, og nydt de gange, han var med i deres lege. Når han lod sig overtale til at ”give op” i rundbold stivnede hun og rødmede, når han med et lille smil så hende i øjnene, lige før han kastede bolden op i luften. Hver gang han kom hjem uden kæreste, steg håbet om, at hun en dag kunne fange hans opmærksomhed, så han kunne se hende.

Men han kom hjem med Ann, en mørk skønhed, med alle de kvaliteter hun selv ønskede hun havde, alderen, udseendet, latteren, frimodigheden.  
Gennem lillesøsterens breve fulgte hun med. Brylluppet, det første barn, som var dødfødt, det andet barn, som blev forkælet grænseløst og siden gik til i narko.

Efter hun flyttede til hovedstaden, havde hun holdt den lokale avis og der så hun for to år siden dødsannoncen.  Ikke den sædvanlige, men en kort notits: ”Ann har valgt at forlade mig, hun bisættes i stilhed. Erik. ”
Og Erik fylder op i hendes drømme igen.

Hun kendte ham med det samme, da han kom ind i mødelokalet. Slank, kort plysset hår, de blå øjne og smilehullet, som altid var parat til at lukke smilet op og bedåre. Hun var sat på talelisten som den sidste og havde rig mulighed for at betragte ham indtil da.
Ved det efterfølgende kaffebord kom han hen og giver hånd.
– Er det ikke?
Og inden hun fik tænkt sig om, tilbød han, at hun kunne overnatte hos ham.

Frokostbuffeten er ”alt godt fra havet”, en flaske hvidvin får samtalen til at gnistre. Efterårssolen gnistrer også i det blå hav, som himlen spejler sig i. Alt er blåt og uden skygger.

Efterhånden som de fælles barndomsminder bliver vendt og drejet kommer smilehullet frem i Eriks kind, og de blå øjne borer sig ind og gør hendes stemme blød. Nu ser han hende.

Han følger hende til færgen. Tager fast om hendes overarme til farvel, fanger hendes blik, og tavsheden imellem dem sitrer af forventninger og usagte ord.
– Vi har mere at tale om, siger han, så næste gang?
Og hun kan kun nikke, for gråden sidder hende i halsen. Han kysser hende på panden, som man kysser et barn.
Det er for tidligt, men skyggerne trækker sig stille tilbage, mens aftensolen brænder igennem havet.

 

 

 

Advertisements

Skyggerne 3

Hun sætter sig ved husets gavl, lukker øjnene og lader den milde vind kærtegne sit ansigt. Hun den 12 årige pige, som ingen lægger mærke til. Slet ikke Erik, som er hjemme i efterårsferien for at hjælpe til med kartoffelhøsten.

For ham er hun bare en af lillesøsterens veninder, kun et barn. De 8 års forskel gør alverden for ham, ikke for hende. Hun har elsket ham så længe, hun kan huske, og nydt de gange, han var med i deres lege. Når han lod sig overtale til at ”give op” i rundbold stivnede hun og rødmede, når han med et lille smil så hende i øjnene, lige før han kastede bolden op i luften. Hver ferie han kom hjem uden kæreste, steg håbet om, at hun en dag kunne fange hans opmærksomhed, så han kunne se hende.

Men han kom med hjem Ann, en mørk skønhed, med alle de kvaliteter hun selv ønskede hun havde, alderen, udseendet, latteren, frimodigheden.  Gennem lillesøsterens breve fulgte hun med. Brylluppet, det første barn, som var dødfødt, det andet barn, som blev forkælet grænseløst og siden gik til i narko.

Efter hun flyttede til hovedstaden, havde hun holdt den lokale avis og der så hun for to år siden dødsannoncen.  Ikke den sædvanlige, men en kort notits: ”Ann har valgt at forlade mig, hun bisættes i stilhed. Erik. ”

Og Erik fylder op i hendes drømme igen.

Hun kender ham med det samme, da han kommer ind i mødelokalet. Slank, kort plysset hår, de blå øjne og smilehullet, som altid er parat til at lukke smilet op og bedåre.

Hun er sat på talelisten som sidste og har rig mulighed for at betragte ham indtil da.

I pausen kommer han hen og giver hånd.

– Er det ikke?

Og inden hun får tænkt sig om, tilbyder han, at hun kan overnatte hos ham.

Frokostbuffeten er ”alt godt fra havet”, en flaske hvidvin får samtalen til at gnistre. Efterårssolen gnistrer også i det blå hav, som himlen spejler sig i. Alt er blåt og uden skygger. Efterhånden som de fælles barndomsminder bliver vendt og drejet kommer smilehullet frem i Eriks kind, og de blå øjne borer sig ind og gør hendes stemme blød.

Nu ser han hende.

– Vi har mere at tale om, siger han, så næste gang? Og hun kan kun nikke, for gråden sidder hende i halsen. Han kysser hende på panden, som man kysser et barn.

Han følger hende til færgen. Tager fast om hendes overarme til farvel, fanger hendes blik, og tavsheden imellem dem sitrer af forventninger og usagte ord.

Det er for tidligt, men skyggerne trækker sig stille tilbage, mens aftensolen brænder igennem havet.

Skyggerne 2

Gæsteværelset er knap så gennemført stilfuldt som resten af huset. Der står en kasse med legoklodser på en hylde, en stak Feminaer ligger på et kurvebord, ved siden af  står en  gammeldags kurvestol med blåt vævet betræk. Et varmt rum med lige den mængde uorden, som får hende til at slappe af. Værelset bliver tydeligt brugt til at sætte ting i, man ikke ved hvad man ellers skal gøre ved.

Hun finder en slidt Agathe Christie paperback i reolen, tænder læselampen ved hovedgærdet og prøver at samle sig om ”Mordet i Præstegården”, men uden held. Hun falder i søvn sidst på natten.

Vågner ved en solstråle rammer hendes kind. Klokken er halv otte og der er fuldstændig stille. Hun tager sin afrikanske morgenkjole på, den er hellang og meget vid, skjuler alle de skavanker der kommer, når man ikke er fyrre mere. I køkkenet lugter der af kaffe, en kande står på bordet og en pose med rundstykker, endnu varmt duftende. Ved siden af ligger en seddel:

”Er taget på en tidlig jagttur. Føl dig hjemme. Har bestilt fiskebuffet på havnecafeen til klokken et. Fru Jensen dukker nok op, det er hendes rengøringsdag.”

Solskinnet lokker hende udenfor. Det er et sjældent godt vejr for oktober, så hun sætter sig i den åbne køkkendør, med sin kaffe. Træerne ryster de sidste blade af i gulbrune bunker, der flytter sig med vinden. Nede af vejen aner hun en gul bygning og genkender  med en gysen ”Skrædderens hus”.

Da hun var barn gik hun store omveje,  kunne næsten se skyggen af skrædderen, der havde hængt sig. Nu ser det beboet ud, det stod tomt et par år, de modigste af drengene gik ind i huset, som efterhånden stod med knuste ruder og  ukrudt som langsomt overtog haven.

– Hvad dælen sker der her?

En skinger stemme får hende til at fare sammen, hun trækker kjolen ned over knæene, så de påtrykte elefanter folder sig ud.

Fortumlet rejser hun sig op, og en lille overvægtig kone i den tredje alder står skulende bag hende med hænderne i siden.

– Hvem er du og hvor er Erik?

Hun peger på sedlen på køkkenbordet og rækker hånden frem for at sige sit navn, men konen har vendt ryggen til, tager sedlen og ser derefter mistroisk op på hende.

– Der har ikke været kvinder her i huset siden Ann døde, hvem er du?

Hun skal lige til at forklare, men fru Jensen, som det sandsynligvis er, står allerede på hovedet inde i et skab, hvorfra hun hiver støvsuger og koste og spande ud. Hun kigger misbilligende op og ned af hende.

– Skal du ikke have noget ordentlig tøj på?  Det vil passe mig godt, hvis du gik en tur til jeg er færdig, måske omkring kirkegården! Og uden at vente på svar trækker hun støvsugeren ned i stuen.

Kirkegården står som hun husker den, massive tujaer på de fleste grave, og her bliver de ikke slettet, før de sidste familiemedlemmer er væk. Hun går en runde og bliver ganske vemodig over at læse, hvor mange af navnene hun kender.  Flere generationer ligger sammen  i de ældste af gravene. En gartner river sig langsomt frem til hende, lægger armene over kors og støtter sig til riven og hun benytter sig af muligheden for at få at vide, hvor Eriks kone Ann ligger.

– Jo, ser du, nede i hjørnet lige ved lågen, men indenfor diget, det er ikke som i gamle dage…Gartneren går i stå og hun nikker og forsvinder hurtigt, orker ikke at fortælle hvem hun er.

Det er en urnegrav, helt uden blomster. Ann, står der på en lille hvid marmorsten, intet efternavn og kun født og dødsdatoer. Over navnet er der et graveret omrids af en måge i flugt over to bølger.

Skyggerne

Det er en mørk oktoberaften.

Her uden nære naboer, bliver gardinerne aldrig trukket for og de sorte firkanter kræver lys. Alligevel er ingen af de mange små lamper tændt, kun læsestanderlampen ved hans stol skærer mørket i stykker. Af og til stryger lyset fra en forbikørende bil gennem stuen og tager opmærksomheden fra avislæsningen.

Ellers er der stille.

Kun de knitrende lyde, når en side bliver vendt, bryder stilheden. Der er så stille, at hun holder igen med at synke, det ville lyde som et vandfald.

Hun fornemmer hans opmærksomhed, han siger ingenting, men tavsheden taler alligevel højt. Er det på grund af den stol, hun har sat sig i? Var det hendes?

Er det lyden af et andet menneske, som minder ham om andre aftner?

Det ville være naturligt for hende at småsnakke lidt, kommentere noget fra avisen, men skyggerne i stuens hjørner holder hende tilbage. Af og til mærker hun hans blik, men hun tør ikke se op. Hun burde ikke være her.

Siderne bliver vendt, uden at hun har fået fat i et ord af teksterne.

Farverne i stuen er fint afstemte. Sofapudernes smalle blå striber, rammer lige tonen fra samlingen af  blå glasvaser på reolen, og farven går igen i de næsten gennemsigtige bomuldsgardiner, som omkranser  bondehusvinduerne. Karmene er blomsterløse.

De små borde lyser af oprydning, på nær et. Der ligger hans pibe, et askebæger med udkradser, en avis, en serviet. En slidt hvilestol med skammel er rykket tæt på standerlampen, som skiller sig ud fra de andre lamper,  alle med ens foldede skærme.

Lige i den stol leves det daglige liv.

Stuerne, gæsteværelserne og køkkenet bærer præg af, at der er kælet for indretningen, blandingen af nyt og gammelt gør det til et meget indbydende hus.

Det lyser af orden. Lidt for meget. Det ville have været hyggeligt at se et henslængt strikketøj, et par sko smidt på gulvet eller lidt opvask på køkkenbordet.

Hun har forsigtigt spurgt, om han vil have noget imod, at hun laver aftensmad til dem. Næh, det måtte hun gerne. Hjemmelavet mad, det kunne da være hyggeligt. Hvad skulle han sige andet. Hun føler sig som en lurer, mens hun ser i skabene efter remedier.

Prøver så stille som muligt at dække bord, snitte grøntsager og føler hele tiden, at nogen ser hende over skulderen.

Normalt ville hun have Tv’et kørende i baggrunden, men det er ikke hendes hus. Han holder sig væk, til maden er færdig og han bliver kaldt ud i køkkenet.

Der er en anspændt stemning, selv om han prøver at være høflig og interesseret. Luften dirrer af savn og det uretfærdige i, at det er hende, der sidder der.

To år er ikke lang tid.Han havde nok vænnet sig til at spise alene, nu sidder hun der og minder ham om utallige måltider, som han havde delt med sin kvinde.

Hun bekæmper sin trang til at lade ham vide, hun føler med ham. Tør hun spørge ham om hendes liv og død? Nej, så godt kender hun ham ikke.

Hun er kun på gennemrejse, og han er en høflig mand, som med megen omsorg har tilbudt hende en seng for et par dage.

Huset er stort, der er god plads og hvorfor ikke?

Senere ser de en film, stille sammen i stuen med de sorte firkanter.

Det er for tidligt. Skyggerne af hende, der herskede her, mærkes i alle de mørke kroge, overdøver de samtaler, de ikke fører.

Det er for tidligt.

Sutsko

Sutsko

– Pisvejr, Valdemar sidder på knæ i sofaen foran vinduet og lader som om han visker ruden fri for regn. Men regnen er udvendig og det blæser og bedstemor sidder bare der og strikker og har ikke lyst til at gå med ned til stranden, og han må ikke gå alene.
– Pis, pis, pisvejr! Valdemar rejser sig og kommer til at skubbe til en vase, som han lige får fat i, inden den ryger på gulvet. Blomsterne redder han ikke, de falder ned i sofaen, som bliver lidt våd af vandet, og endelig lægger bedstemoren mærke til ham.
– Valdemar dog, hvad sker der?
– Ikke så meget som en lille prut, siger Valdemar. Han ville have sagt ”ikke en skid”, men husker så, at bedstemor ikke er så glad for frække ord.
Bedstemoren får travlt med at samle en maske op og hører ikke rigtig efter.
– Nå, hvad så, Valdemar, keder du dig?
Ja, det gjorde han – lidt, for det bedste ved at være på besøg var at få en af de voksne med ned til stranden og lede efter ting. Og lige nu er der kun bedstemor hjemme, og det regner og alting.

Bedstemoren rejser sig, ruller strikketøjet sammen, lægger det op i brødkurven, som lige nu ikke bliver brugt til brød.
– Hvad strikker du Bedste? Franskbød, driller Valdemar og så griner de af det.
– Ved du hvad, lille Valde, vi kan gå til bageren, langs stranden, så skal jeg ”strikke” dig en roulade. Find dit regntøj frem, jeg har også noget regntøj et sted, hvis jeg bare…
Og småmumlende forsvinder Bedstemoren ud i bryggerset.

Valdemar har lige fået nyt regntøj i tern. De er et flot par. Bedstemoren i blå støvler og med en gammel, gul frakke og et tørklæde på hovedet. Hun havde fundet et par spande frem og det net, som Valdemar altid slæbte rundt på.
– Her Valde, kan du bære nettet, så tager jeg spandene, en til fisk og en til rouladen, hvis vi er heldige.

Der er lavvande, så de kan gå længere ud i vandet end de plejer. Bunden er fyldt med sten og skaller, og snart ser man kun Valdemar med enden i vejret, for her var der måske friske blåmuslinger, og Valdemar glemmer at smøge sit ærme op, så ivrig bliver han.
Regnen er næsten holdt op, solen sender små glimt mellem skyerne og snart har de begge spande fulde af sten, skaller og en enkelt krabbe og flere små rejer, som Valdemar fanger i sit net.

– Nu kan vi ikke bære mere, siger bedstemoren og retter sig op, kigger ud over fjorden, tror du ikke vi skal gå hjem nu. Spanden til rouladen er fyldt op, måske skal vi bage vafler i stedet for.
– Bedste, hvad er det der? Valdemar strider sig hen over den stenede bund hen imod noget, der ligner en klump hvide fjer, der ligger og skvulper i en af færgens dønninger.
Valdemar får med besvær bakset det op i nettet og bedstemoren tager klumpen op i hånden. En klump garn ser det ud til, med lidt kaninpels på.
– Hvad er det Bedste, hvad tror du? Valdemar kan ikke stå stille og det sprøjter op på bedstemorens ben.
– Det, siger bedstemoren og vrider lidt vand af det, det tror jeg er en sutsko, sådan en hjemmelavet en, med strikket bund og en sål, som er limet på og med kunstig pels på. Sådan nogen lavede vi, da vi var børn.
– Er den så gammel? Valdemar ser helt forskrækket ud, bedstemor er ældgammel, over fyrre mindst.
– Ja, så gammel, siger bedstemor med smil i stemmen, og vil smide den ud igen.
– Nej nej! Valdemar redder den lige før… Den skal med hjem. Far plejer at tage billeder af det, vi finder, så jeg kan vise dem i børnehaven på mandag.

Fangsten bliver sorteret, krabben bliver kogt sammen med de små rejer, muslinger og østers bliver sat under den rindende vandhane i bryggerset, men først bliver alt fotograferet. Rejerne er ikke til at styre, så de bliver kogt først.
– Så er de også pænest, siger Valdemar, helt røde og så`n.
Sutskoen bliver vredet så tør, som Bedste kan og så får den en tur i tørretumbleren, så den bliver fin og kaninskindet rejser sig.

Det er så hyggeligt at bage vafler, synes Valdemar. Man skal sidde og holde øje og vente på næste portion og så snakker man så godt. Han er kommet i en tør trøje og bedstemoren i sit joggingtøj.
– Hvorfor har du joggingtøj, du jogger aldrig, vel? Valdemar smører sine syltetøjsfingre af i bukserne, den slags er Bedste ligeglad med.
– Fordi det er lilla, siger Bedstemoren og fisker en ny portion vafler op fra jernet.
– Nåh, derfor. Bedstemoren var så glad for lilla, det vidste han godt.
– Nåh derfor, og så spiser han videre.

Valdemar vil absolut have sutskoen med sig hjem.
– Nej altså Valde, siger mor, den er beskidt og hvad skal du bruge den til?
– Den er IKKE beskidt, den har ligget i vandet og er blevet vasket og Bedste har tørret den og den lugter kun af salt og den SKAL med hjem.
Valdemar er træt og stædig, så sådan bliver det.

Om aftenen ligger han og fantaserer om den sutsko, måske var den blevet smidt efter en og røget i vandet, måske var det en julegave, som posten havde kigget i og så fortrudt det og smidt den i en grøft. Måske lå der en sutsko mere ude i vandet, måske også hende, der havde haft den på?
Måske var der en båd, som engang var sunket med mand og mus, eller pige og sko og efter lang tid var alle deres ting kommet op til overfladen, måske…
Og så sover Valdemar. Drømmer om vafler og krabber som gemmer sig i sutsko.
Hvor vil de andre blive misundelige, når han fortæller dem om…

Bad med det hele

Min far var lige død, dvs. lige og lige, det var et halvt år siden, men det tager tid at vænne sig til at være faderløs. Ikke i sig selv nogen katastrofe, bortset fra at min mor flyttede ind i min lille toværelses indtil andet blev arrangeret. Utåleligt, mor var ikke min kop the og det samme gjaldt den anden vej, så efter 5 måneder hvor det var en daglig kamp for ikke at slå hende ihjel, tog jeg kujonens udvej og tog et sommerjob langt væk fra mor og min skole. Langt væk og langt væk, ca. 90 km, men da mor ikke havde kørekort og bilen var solgt, var jeg i forholdsvis sikkerhed.
Uden løftede pegefingre og formaninger, misbilligende blikke og den slags hæmmende adfærd, kastede jeg mig over det vilde liv i den lille badeby ved vestkysten. Jeg var stuepige på et badehotel, 19 somre gammel, og det var i tresserne, digt bare videre selv. Uerfaren i forhold til mænd, øl og i at trække grænser.
De lokale fiskere sværmede om os piger, det var min vilde sommer. Jeg gjorde ting jeg kun havde læst om, digt selv videre…
En aften, nej nat, der var lyst var jeg med en, hvis navn jeg har glemt, på krybskytteri i en nærliggende plantage. Nå, ingen udbytte, men det var voldsomt spændende, indtil da havde jeg kun stjålet en pakke tyggegummi i den lokale brugs, jeg var 5 år og måtte gå retur og aflevere, da det blev opdaget. Slemt, meget forebyggende.
På vejen hjem fik min jægerven lyst til et bad i det skummende Vesterhav, der var morild og Heksene ude osv. Husk det var en af de lyse nætter og mit vilde liv var ikke nået til det stadium, hvor man badede nøgen, så jeg gik ud med alt tøjet på. Sko, cowboybukser, jakke og hvad har vi. Jægeren gik med. Det var en anderledes oplevelse, efterhånden som bølgerne gjorde alt tøjet vådt klistrede det til kroppen, som føltes tung og ubekvem. Det var som bunden trak mig ned. Vi gik ud, til bølgerne nåede hovedet, alt kom under. Jeg fik en ustyrlig trang til at fortsætte mod England, drive ovenpå bølgerne og blive fundet om et par uger. Jægeren hev mig ind på land, jeg tog skoene af, og gik i det våde sand hjem til hotellet. Jeg tænkte på kvinderne i Indien som badede med tøjet på, sådan må det føles, smed tøjet i en våd bunke og inviterede jægeren med i et varmt brusebad. Men det blev for meget for den generte fisker, uden tøj og måske var hans underbukser ikke helt rene. Det blev ved det. Senere på sæsonen blev det til mere. Det var den sommer jeg mødte min mand, digt selv videre..

Det gamle træ

Der er meget stille og øde i denne sidste af de store skove, kun i randen kryber husene tættere på. Der er bjerge, som rækker op over træerne, sumpe som ligger forræderiske i lavningerne.
Nej, der er ikke helt stille, det pusler i bladene på jorden. Det er sent efterår og mange af træerne står allerede nøgne. De trækker vejret lettet efter den sidste storm, som har berøvet dem for næsten al deres sommerpragt.
Egerne piler rundt i nøddekrattet og samler forråd ind. Mus tygger energisk på de sidste paddehatte, det er sidst på sæsonen. Selv fuglenes skrig lyder dæmpet.
Ved kanten af et hjulspor, som slynger sig gennem skoven står et gammelt egetræ og gynger let i sine egne tanker. Ingen ved, hvor gammelt det er, men det er en af skovens kæmper og nyder stor respekt.
Bagved står et lille spinkelt træ, sået sidste år af en fugl på træk. Et fint lille træ som har kæmpet sig op i lyset, selv om egetræet skygger.
Det lille træ, har kun få blade tilbage og bruger mange kræfter på at holde på dem. Det ved ikke at respektere det ældgamle træ, men siger med en forsigtig stemme:
– Du der gamle træ, hvorfor taber du ikke bladene ligesom os andre?
Det gamle træ svarer ikke.
– Hvorfor? Spørger det lille træ lidt højere, hvorfor?
Det gamle egetræ, som står i egne tanker, som gamle gør og tilmed ikke hører særlig godt, brummer irriteret.
– Hvorfor, ja hvorfor, det er fordi jeg er en anden slags træ end dig. Jeg beholder bladene til de næste skud skubber dem ud til foråret. Jeg tåler kulden, du derimod må trække saften ned i roden og håbe du overlever til foråret.
– Nå, siger det lille træ bedrøvet, måske hjælper det at stå i skyggen af dig?
– Lad os sige det, siger det gamle træ, han var ikke den, der skulle tage modet fra så ungt og uskyldigt et træ, som tilmed er indvandret. Det lignede lidt et kirsebærtræ, det ville ikke overleve længe.
Pludselig bliver de begge opmærksomme på en tung rytme, som forplanter sig gennem jorden, næsten en hel melodi. Det gynger under dem.
– Hvad er det, spørger den lille ængsteligt, den kunne mærke sine sidste blade skælve.
– Åh, siger det gamle træ, som er begyndt at duve med. Det er efterårets sidste sang, næste gang er det vintersange. Kan du ikke mærke, det er trist og alligevel så mærkelig rørende.
Der kommer et par toner med vinden, sprøde og lette. Det lille træ lytter og lytter og prøver at følge det gamle træs duven.
Men det er lidt svært, for man duver bedst i takt, hvis man er af samme størrelse. Nu kommer der ekko fra smukke fugletoner, blandet med ubestemmelig lyde.
Det gamle træ lukker øjnene og genoplever de sommernætter, hvor elverpigerne dansede under det, den lette berøring af dem, når de hvilede sig på grenene og minderne er så stærke, at det kommer til at ryste fra rod til top.
Åh, bare endnu en gang at opleve det, bare en gang til!
Selv vildsvinenes roden i dens rødder og hjortens gnubben sig op af dens ru stamme får et forsonende skær. Det er alt sammen tegn på, at der er liv.
Sangen kommer nærmere og lyder pludselig, som varsler den død og sorg.
– Jeg synes det lyder uhyggeligt, siger det lille træ, godt du er her.
– Ikke så meget længere, siger det gamle træ og knager igennem. Ikke så meget længere, og vær du glad for det.
Sangen toner ud og det lille træ slapper så meget af, at de sidste blade svæver til jorden.
– Nå, det var det, sagde det lille træ, nu har jeg kun at vente på nye skud. Godt vi har hinanden, så klarer vi det nok, og som et lille kærtegn strejfer de bløde grene det gamle træs grove rynkede bark.
– Såmænd, såmænd, siger det gamle træ og rømmer sig, det er blevet rørt, det hører alderen til.

Den sidste vinterstorm brager gennem skoven og så giver det op, det gamle træ. Det havde holdt sig fast og oprejst gennem hele vinteren for at give læ for det lille træ.
Nu kunne det ikke mere.
Med de sidste kræfter læner det sig ud over hjulsporet for ikke at knække det lille træ og med en susen og et brag lægger det sig til ro.
– Nu er det din tur, hvisker det og så bliver der meget stille i den store skov.
Kun en svag rislen i de tørre blade høres, det er bænkebidderne der holde flyttedag.
Som en lille kolonne af kampvogne på jagt efter et gammelt træ, der kan give liv og næring til de nye generationer.