Bad med det hele

Min far var lige død, dvs. lige og lige, det var et halvt år siden, men det tager tid at vænne sig til at være faderløs. Ikke i sig selv nogen katastrofe, bortset fra at min mor flyttede ind i min lille toværelses indtil andet blev arrangeret. Utåleligt, mor var ikke min kop the og det samme gjaldt den anden vej, så efter 5 måneder hvor det var en daglig kamp for ikke at slå hende ihjel, tog jeg kujonens udvej og tog et sommerjob langt væk fra mor og min skole. Langt væk og langt væk, ca. 90 km, men da mor ikke havde kørekort og bilen var solgt, var jeg i forholdsvis sikkerhed.
Uden løftede pegefingre og formaninger, misbilligende blikke og den slags hæmmende adfærd, kastede jeg mig over det vilde liv i den lille badeby ved vestkysten. Jeg var stuepige på et badehotel, 19 somre gammel, og det var i tresserne, digt bare videre selv. Uerfaren i forhold til mænd, øl og i at trække grænser.
De lokale fiskere sværmede om os piger, det var min vilde sommer. Jeg gjorde ting jeg kun havde læst om, digt selv videre…
En aften, nej nat, der var lyst var jeg med en, hvis navn jeg har glemt, på krybskytteri i en nærliggende plantage. Nå, ingen udbytte, men det var voldsomt spændende, indtil da havde jeg kun stjålet en pakke tyggegummi i den lokale brugs, jeg var 5 år og måtte gå retur og aflevere, da det blev opdaget. Slemt, meget forebyggende.
På vejen hjem fik min jægerven lyst til et bad i det skummende Vesterhav, der var morild og Heksene ude osv. Husk det var en af de lyse nætter og mit vilde liv var ikke nået til det stadium, hvor man badede nøgen, så jeg gik ud med alt tøjet på. Sko, cowboybukser, jakke og hvad har vi. Jægeren gik med. Det var en anderledes oplevelse, efterhånden som bølgerne gjorde alt tøjet vådt klistrede det til kroppen, som føltes tung og ubekvem. Det var som bunden trak mig ned. Vi gik ud, til bølgerne nåede hovedet, alt kom under. Jeg fik en ustyrlig trang til at fortsætte mod England, drive ovenpå bølgerne og blive fundet om et par uger. Jægeren hev mig ind på land, jeg tog skoene af, og gik i det våde sand hjem til hotellet. Jeg tænkte på kvinderne i Indien som badede med tøjet på, sådan må det føles, smed tøjet i en våd bunke og inviterede jægeren med i et varmt brusebad. Men det blev for meget for den generte fisker, uden tøj og måske var hans underbukser ikke helt rene. Det blev ved det. Senere på sæsonen blev det til mere. Det var den sommer jeg mødte min mand, digt selv videre..

Advertisements

Det gamle træ

Der er meget stille og øde i denne sidste af de store skove, kun i randen kryber husene tættere på. Der er bjerge, som rækker op over træerne, sumpe som ligger forræderiske i lavningerne.
Nej, der er ikke helt stille, det pusler i bladene på jorden. Det er sent efterår og mange af træerne står allerede nøgne. De trækker vejret lettet efter den sidste storm, som har berøvet dem for næsten al deres sommerpragt.
Egerne piler rundt i nøddekrattet og samler forråd ind. Mus tygger energisk på de sidste paddehatte, det er sidst på sæsonen. Selv fuglenes skrig lyder dæmpet.
Ved kanten af et hjulspor, som slynger sig gennem skoven står et gammelt egetræ og gynger let i sine egne tanker. Ingen ved, hvor gammelt det er, men det er en af skovens kæmper og nyder stor respekt.
Bagved står et lille spinkelt træ, sået sidste år af en fugl på træk. Et fint lille træ som har kæmpet sig op i lyset, selv om egetræet skygger.
Det lille træ, har kun få blade tilbage og bruger mange kræfter på at holde på dem. Det ved ikke at respektere det ældgamle træ, men siger med en forsigtig stemme:
– Du der gamle træ, hvorfor taber du ikke bladene ligesom os andre?
Det gamle træ svarer ikke.
– Hvorfor? Spørger det lille træ lidt højere, hvorfor?
Det gamle egetræ, som står i egne tanker, som gamle gør og tilmed ikke hører særlig godt, brummer irriteret.
– Hvorfor, ja hvorfor, det er fordi jeg er en anden slags træ end dig. Jeg beholder bladene til de næste skud skubber dem ud til foråret. Jeg tåler kulden, du derimod må trække saften ned i roden og håbe du overlever til foråret.
– Nå, siger det lille træ bedrøvet, måske hjælper det at stå i skyggen af dig?
– Lad os sige det, siger det gamle træ, han var ikke den, der skulle tage modet fra så ungt og uskyldigt et træ, som tilmed er indvandret. Det lignede lidt et kirsebærtræ, det ville ikke overleve længe.
Pludselig bliver de begge opmærksomme på en tung rytme, som forplanter sig gennem jorden, næsten en hel melodi. Det gynger under dem.
– Hvad er det, spørger den lille ængsteligt, den kunne mærke sine sidste blade skælve.
– Åh, siger det gamle træ, som er begyndt at duve med. Det er efterårets sidste sang, næste gang er det vintersange. Kan du ikke mærke, det er trist og alligevel så mærkelig rørende.
Der kommer et par toner med vinden, sprøde og lette. Det lille træ lytter og lytter og prøver at følge det gamle træs duven.
Men det er lidt svært, for man duver bedst i takt, hvis man er af samme størrelse. Nu kommer der ekko fra smukke fugletoner, blandet med ubestemmelig lyde.
Det gamle træ lukker øjnene og genoplever de sommernætter, hvor elverpigerne dansede under det, den lette berøring af dem, når de hvilede sig på grenene og minderne er så stærke, at det kommer til at ryste fra rod til top.
Åh, bare endnu en gang at opleve det, bare en gang til!
Selv vildsvinenes roden i dens rødder og hjortens gnubben sig op af dens ru stamme får et forsonende skær. Det er alt sammen tegn på, at der er liv.
Sangen kommer nærmere og lyder pludselig, som varsler den død og sorg.
– Jeg synes det lyder uhyggeligt, siger det lille træ, godt du er her.
– Ikke så meget længere, siger det gamle træ og knager igennem. Ikke så meget længere, og vær du glad for det.
Sangen toner ud og det lille træ slapper så meget af, at de sidste blade svæver til jorden.
– Nå, det var det, sagde det lille træ, nu har jeg kun at vente på nye skud. Godt vi har hinanden, så klarer vi det nok, og som et lille kærtegn strejfer de bløde grene det gamle træs grove rynkede bark.
– Såmænd, såmænd, siger det gamle træ og rømmer sig, det er blevet rørt, det hører alderen til.

Den sidste vinterstorm brager gennem skoven og så giver det op, det gamle træ. Det havde holdt sig fast og oprejst gennem hele vinteren for at give læ for det lille træ.
Nu kunne det ikke mere.
Med de sidste kræfter læner det sig ud over hjulsporet for ikke at knække det lille træ og med en susen og et brag lægger det sig til ro.
– Nu er det din tur, hvisker det og så bliver der meget stille i den store skov.
Kun en svag rislen i de tørre blade høres, det er bænkebidderne der holde flyttedag.
Som en lille kolonne af kampvogne på jagt efter et gammelt træ, der kan give liv og næring til de nye generationer.

Signe

SIGNE

Signe må sætte kurven med blomster fra sig, inden hun skubber den tunge egetræsdør op til kirkerummet. Som altid står hun stille lidt og suger rummet ind.
De kalkede hvælvinger trækker hendes øjne op til resterne af kalkmalerierne, de primitive, naive tegninger, specielt djævelen må hun se på. Som barn synes hun djævleøjnene fulgte hende rundt i rummet, selv om hun vendte ryggen til. Nu er djævlen afskallet og misfarvet, kun omridset af den røde skikkelse anes, men alligevel gyser hun, hver gang hun går forbi.
Kirkerummet ligger i halvmørke, oktoberhimlen udenfor er mørknet af skyerne og bygerne slår efterårsrytme ind på de små ruder, hvor glassene gennem århundrede er skredet ned i bunden, så alt bliver fortegnet.
Signe går ned til elskabet ved orglet og tænder lyset over alteret. Hun kender dette rum ud og ind, var med faren, når han skulle gøre klar til gudtjenester, med moren, når der skulle gøres rent. Hun er hjemme i det rum.
Mens moren levede, beholdt hun ansvaret for at pynte op til gudstjenester og højtider, og de pligter har Signe som en selvfølge fortsat. Det er hendes ansvar, at alt bliver passet, og i dag skal hun pynte alteret til søndagens høstgudstjeneste.
Vaserne på alteret bliver tømt for de gamle blomster og gjort rene, vandet lugter ikke godt. Signe har de sidste roser med fra sin have, havreneg og vedbensranker. De bliver arrangeret, så de snor sig om lysestagerne og ned af siderne. Smukt! kan hun høre sig selv sige, og smiler undskyldende op til de tolv apostle og helgenerne på altertavlen.

En enkelt solstråle kæmper sig ind af vinduet, brydes i mønstre af de ulige tykke glas. Den rammer altertavlen og lyser de guldbelagte kjortler op. Sct. Margaretha, en af Fjortenhjælperne træder ud af tavlen. Signe træder forskrækket tilbage og sætter sig hårdt på præstens stol, som står lige indenfor korbuen. Hun gennemrystes af en kulde, der breder sig fra skødet og op til hjertet, der nu slår ude af takt. Øjnene løber i vand. Hvorfor Margaretha, alle børns skytsengel. Hun var der ikke, da Signe havde brug for hende.
Signe ser på sine hænder, der pludselig brænder og gløder. De er næsten gennemsigtige. Hun lægger dem om sine kinder og mærker varmen fra dem brede sig ud i hele kroppen. Længe sidder hun og lader varmen gå igennem sig, kigger gennem tårer op på tavlen, hvor Jomfru Maria nikker medfølende. Overfor i korbuen hænger et krucifiks. Korset er hugget ud af ibenholt og Kristus er støbt af noget der ligner gips. Signe kan se han har åbne øjne.

Hun kommer først til sig selv, da døren knagende går op. Hun er for udmattet til at rejse sig. Hun genkender skridtene. Og en hånd på skulderen, som så tit før. Henriks stemme mørk og medfølende.
– Nå, det er dig Signe, jeg så, der var lys. Du ser varm ud, noget galt? Hånden på skulderen får hende til at græde igen. Det er så alt for længe siden.
– Nej, nej, har bare siddet og beundret altertavlen, den blev næsten levende.
Signe rejser sig og samler sine ting sammen, lægger dem i kurven. De følges ad ud, Henrik slukker lyset, lader Signe gå ud først og trækker stille døren til bag sig. De går en runde på kirkegården, og uden at tænke over det hånd i hånd, står de lidt ved plænen med de ukendtes grave og ser dagen gå under i vest.

På Golgata

Intet havde kunnet forberede ham på smerten. Tornekronen havde været udenfor fatteevne, piskeslagene, som rev hans kød op kunne han udholde, på et tidpunkt blev han følelsesløs og var et andet sted. Turen ud til Golgata; han havde ikke kræfterne, en medfølende sjæl hjalp ham det sidste stykke.
Men naglerne, lyden, når de knuste knoglerne, bredte sig til hele kroppen, og han var taknemmelig for de få øjeblikke, han besvimede.
Nu hang han der, og det kunne tage timer at dø. Han fik øjenkontakt med sin mor og Johannes, gav hende videre.
En af de romerske soldater vovede ikke at se på ham, før han var hejst op. Hans øjne var fulde af skræk og fortvivlelse. Ham kunne han trøste, og han sendte sin tilgivelse usagt, men den blev forstået. Soldaten kom med eddike og blev hos ham til mørket tog over, til himlen revnede og alt blev lys.

Det var nok at høre lyden af naglerne, når de knækkede en knogle. Lugten af det varme, dampende blod, skrigene, forbandelserne. Man behøvede ikke at se på dem.
”Du vil have godt af at være med” havde kommandanten sagt, ”det hærder.”
”Du er for blød, soldater skal kunne slå ihjel”. Lucius så op, da de sidste nagler var sat i de korslagte fødder. Han ventede at se had, smerte og trods i hans øjne, som i de to andres, men i hans var kun sorg, medynk. De fik vel efter fortjeneste, det måtte man stole på. Lucius vendte ryggen til, drak med de andre, alle måtte blive til det var slut. Men øjnene borede sig ind i ham, det brændte i halsen, ingenting kunne slukke hans uro. Han måtte derhen, tog en eddike svamp med. Det kunne han gøre. Han blev stående, til han lukkede øjnene, jorden skælvede og mørket tog over.

Jeg har været her længe milliarder af år. Det var ord, der skabte mig, lyset som
giver liv Jeg sætter mærke over nat og dag. Jeg er så vigtig, at menneskene i deres uforstand tager varsler efter mig. Begivenheder de ikke forstår, bliver overnaturlige og næsten religiøse. De tilbeder mig – solguden. Jeg går min runde, uberørt af hvad tåbeligheder menneskene pådrager sig selv, men ynkes over de katastrofer, naturen kan byde på: jordskælv, oversvømmelser, vulkanudbrud, laviner, plantedød, sådan er det at leve.
Dog, en begivenhed glemmer jeg aldrig. En uskyldig mand, en fredens mand, søn af alles far blev tortureret og ofret på den mest smertefulde måde, og hans fortvivlede anskrig til sin far kunne jeg ikke overhøre. Jeg måtte skjule mig i rædsel over menneskenes ondskab. Månen trådte til og dækkede mig for synet. Jorden skælvede. Den dag bliver der stadig talt om.

– Jeg vil helst ikke være hjemme. Far er i et underligt humør. Han plejer altid at skælde ud, men nu er han stille, det er værre, hvad er der i vejen? Er det noget jeg har gjort? Amon sidder på trappen foran sin morfars hus, og tegner en fisk i sandet. Morfar klapper ham beroligende på hovedet.
– Ja, Amon, din far har fået noget at tænke over, siden Jesus væltede hans bod i tempelgården og jog ham og de andre ud.
– Er det derfor, de hænger ham, fordi det var forkert og mod loven?
– Jeg ved det ikke, måske er præsterne bange for en, der tør sige, hvad han synes. Templet skal være et bedested, ikke en butik, vel?
– Jamen far … Amon tegner videre. Hvad gør far nu?
– Det rigtige, min dreng, vi skal nok klare os.

På Golgata

Intet havde kunnet forberede ham på smerten. Tornekronen havde været udenfor fatteevne, piskeslagene, som rev hans kød op, kunne han udholde, på et tidpunkt blev han følelsesløs og var et andet sted. Turen ud til Golgata; han havde ikke kræfterne, en medfølende sjæl hjalp ham det sidste stykke.
Men naglerne, lyden, når de knuste knoglerne, bredte sig til hele kroppen, og han var taknemmelig for de få øjeblikke, han besvimede.
Nu hang han der, og det kunne tage timer at dø. Han fik øjenkontakt med sin mor og Johannes, gav hende videre.
En af de romerske soldater vovede ikke at se på ham, før han var hejst op. Hans øjne var fulde af skræk og fortvivlelse. Ham kunne han trøste, og han sendte sin tilgivelse usagt, men den blev forstået. Soldaten kom med eddike og blev hos ham til mørket tog over, til himlen revnede og alt blev lys.

Det var forfærdeligt at høre lyden af naglerne, når de knækkede en knogle. Lugten af det varme, dampende blod, skrigene, forbandelserne. Han ville ikke se på dem.
”Du vil have godt af at være med”, havde kommandanten sagt, ”det hærder.
Du er for blødsøden, soldater skal kunne slå ihjel”. Lucius så op, da de sidste nagler var sat i de korslagte fødder. Han ventede at se had, smerte og trods i hans øjne, som i de to andres, men der var kun sorg, medynk. De fik vel efter fortjeneste, det måtte man stole på. Lucius vendte ryggen til, drak med de andre, alle måtte blive, til det var slut. Men øjnene borede sig ind i ham, det brændte i halsen, ingenting kunne dæmpe hans uro. Han måtte derhen, tog en eddikesvamp med. Det kunne han da gøre. Han blev stående, til jorden skælvede, og mørket tog over.

Jeg har været her længe, mange milliarder af år. Det var ord, der skabte mig, lyset som giver liv Jeg sætter skel mellem nat og dag. Jeg er så vigtig, at menneskene i deres uforstand tager varsler efter mig. Begivenheder, de ikke forstår, bliver overnaturlige og næsten religiøse. De tilbeder mig – solguden. Jeg går min runde, uberørt af, hvad tåbeligheder menneskene pådrager sig selv. Jeg ynkes over de katastrofer, naturen kan byde på: jordskælv, oversvømmelser, vulkanudbrud, laviner, plantedød, sådan er det at leve.
Dog, en begivenhed glemmer jeg aldrig. En uskyldig mand, en fredens mand, søn af alles far blev tortureret og ofret på den mest smertefulde måde, og hans fortvivlede anskrig til sin far kunne jeg ikke overhøre. Jeg måtte skjule mig i rædsel over menneskenes ondskab. Månen trådte til og dækkede mig for synet. Jorden skælvede. Den dag bliver der stadig talt om.

– Jeg vil helst ikke være hjemme. Far er i et underligt humør. Han plejer altid at skælde ud, men nu er han stille, det er værre, hvad er der i vejen? Er det noget jeg har gjort? Amon sidder på trappen foran sin morfars hus, og tegner en fisk i sandet. Morfar klapper ham beroligende på hovedet.
– Ja, Amon, din far har fået noget at tænke over, siden Jesus væltede hans bod i tempelgården og jog ham og de andre ud.
– Er det derfor, de hænger ham, fordi det var forkert og mod loven?
– Jeg ved det ikke, måske er præsterne bange for en, der tør sige, hvad han synes. Templet skal være et bedested, ikke en butik, vel?
– Jamen far … Amon tegner videre. Hvad gør far nu?
– Det rigtige, min dreng, vi skal nok klare os.

Venter på far

Dramakomedie i to akter.
Personerne:
En ældre herre. Hr. Marcus
Hans yngre søster. frk. Jenny
En kontorist

1 akt
(Scenen et venteværelse, med mørke paneler på væggene, på bagtæppet er et lille vindue som vender ud mod en mur, i karmen står en kunstig hvid kala.
Langs scenens højre side står en række armstole af slidt bejdset bøg med grønligt betræk. På en hylde langs bagtæppet står der krukker af mange forskellige slags materialer. I venstre side af scenen er der en dør med råglas. På en skilt nede ved karmen står der kontor. På samme side er der endnu en dør.
En ældre herre med gråt hår sidder med benene overkors. Han er i et jakkesæt, hat og frakke har han lagt over knæene. Han tager sine briller af, sidder og vipper med dem i den ene hånd, kigger utålmodigt hen mod døren fra opgangen.
Så høres det hurtige skridt udenfor på gangen og manden retter sig op.
Ind ad døren kommer en kvinde i ubestemmelig alder, med en pels over armen i højt tempo og med knaldende skridt fra hendes høje hæle.)

Jenny: Kommer jeg for sent brormand?

(Hun sætter sig et par stole væk og kaster de meget blonde affarvede krøller væk fra ansigtet. Marcus kigger på sit ur.)

Marcus:Det kommer vel an på, hvad du mener er for sent, vi skulle mødes
her klokken 14 og nu er klokken, 1430. Det vil jeg mene er for sent.

(Jenny ryster irriteret på skuldrene.)

Jenny; Åh hva`, far er vel ligeglad nu, jeg tror nærmest det er for at
drille ham, jeg…

(Hun fuldender ikke sætningen, men slår en perlende latter op, en høj kunstig latter.Broderen flytter sig over på en stol længere væk fra hende).

Marcus: Ja, Far satte pris på præcision, det er vel en god egenskab, især
når andre mennesker ikke skal spilde deres tid med at vente, men du har
altid…

(Han gør ikke sætningen færdig. Jenny rejser sig, går utålmodigt frem og tilbage foran ham. Piller en kunstig blomst af, stiller sig så hen foran broderen, mens hun smuldrer den.)

Jenny: Brormand slap nu af, glem far og hans principper, lad os leve lidt,
nu vi får råd.

(Jenny lægger pelsen på en af stolene, så den rører gulvet. Hun lukker sin taske op, finder et spejl frem, bider læberne sammen og frisker læberne op. de er knaldrøde, passer til den røde dragt, der sidder tæt. Marcus flytter sig uroligt rundt på stolen.)

Marcus:Kunne du ikke have taget noget mere afdæmpet tøj på, du ligner en
der skal til en større fest. Vi skal ud og sætte urnen ned.

Jenny: Ja, og hvad så, søde gamle bror, og bagefter skal jeg i byen og
fejre det. Endelig fri for den gamle tyran. Det eneste gode ved ham var
hans pengepugeri.

(Hun lukker tasken og samler pelsen op.)

Jenny: Hvornår tror du vi får opgørelsen fra hans sagførere?

(Marcus retter benene ud, strækker sig, inden han krydser anklerne, tager brillerne på, og ser på sin søster med et skjult skadefro smil.)

Marcus: Kære lille søster, om en uges tid tror jeg, så skynd dig at fejre
det, inden det bliver for sent.

(Glasdøren går op og en kontorist, klædt i sort jakkesæt kommer bukkende ind, han har en marmorurne under armen. Han rækker den frem mod de to.)

Kontoristen: Hvem skal.

(Jenny er hurtigt henne og nærmest flår urnen fra kontoristen.)

Jenny; Lad mig. lad mig nu tage afsked, jeg bærer.

(Marcus smiler rejser sig op, tager frakken og lukker døren op for hende, slår elegant ud med hatten.)

Marcus: Denne vej, søster, og tab den nu ikke, den er, som alt her i livet,
skrøbelig.

(Tilbage på scenen står kontoristen, ryster på hovedet, retter på et par urner og går ud)

Tæppet går ned.

Nye tider

– Har du sovet godt, drikker du the om morgenen nu? Else, som sidder ved køkkenbordet med den altid fyldte thermokande, rejser sig halvt op.
– Bliv nu siddende Else, jeg kan stadig drikke kaffe, og du laver den lige, som den skal være, stærk, så den kan tage lidt varm mælk.
Jeg finder en kop og sætter mig. Opdager, at jeg har sat mig på min gamle plads, den under vinduet. Else sidder, hvor hun fik anvist plads, da hun kom i huset som ung pige for en menneskealder siden. Ved den ene bordende er der frygtelig tomt og det svier lidt i halsen, men en kop kaffe mildner. Jeg synker en ekstra gang. Nåede ikke hjem inden far døde, og en lille snert af fortrydelse får lov at melde sig, men nej.
Det var ikke mig, der brød forbindelsen, og selv om jeg burde have haft overskud til at prøve at genoprette, blev det for sent.
– Er det ikke underligt at være tilbage, søde? Det må det være, her er så tomt, nu din far ikke mere buldrer rundt og herser med os. Mon ikke Sct. Peter får sin sag for. Ja han skal lige i jorden først. Else slår en malplaceret, skærende latter op.
Jeg må trække på smilebåndet. Det er Else, som hun altid har været og overlevet på.
Med kvikke bemærkninger og overfladiske smil. Efter i dag er det også alvor for hende. Et nyt liv et fremmed sted, uden pligter. Hvordan mon hun vil klare sig?
– Du får ikke brug for en hushjælp, søde? Elses latter lyder som en kortslutning mellem gråd og hysteri. Jeg kan hjælpe dig med tvillingerne, når de kommer og Miko er vel ude at rejse meget af tiden ikke?
Tanken har strejfet mig, måske var det en mulighed. Jeg har været lidt bekymret over at skulle være ”alenemor” i de lange perioder Miko rejser. Det må jeg have talt med ham om. Han har ikke vænnet sig til tanken om, at jeg vil beholde mit job efter barslen. I det hele taget har det været svært for ham at vænne sig til den ”danske kvinderolle”, som han siger. Jeg er ikke den, der bukker og serverer the i tavshed.
– Else, jeg vender det lige med Miko, når han kommer hjem, men hvorfor ikke? Vi har plads nok, og bare det at høre mig omtale som søde …

Det er sent, da jeg kører hjem, fuldmånen lyser op mellem skyerne, et kort øjeblik blusser det op gennem kastanjetræets grene. De røde blade kaster ildtunger over stuehuset. Overtro, ren overtro, og jeg mærker efter. Jo der er kastanjer i lommen, resten er ligegyldigt nu.