Bag Tremmer

Kender du det? Der er nogen i synsfeltet, som ikke rigtig hører til. Det er ikke nogen betydningsfuld, bare lidt irriterende og på et tidspunkt er man altså nødt til at se, hvem det er, så man kan få ro over billedet?

Dennis havde det med at dukke op hele tiden, så i køen til bogudlånet, så på gangen, hvor han for rundt med en kost, altid på spring for at blive lagt mærke til, være med.

Han var altid meget opmærksom på, hvem der var rundt om ham og afpassede sin opførsel efter de andres. Alt for ikke at være anderledes, alt for at høre til.

Bad man ham pænt, ville han gøre hvad som helst.

En dag bad han om en samtale. Han havde hørt om et opholdssted i Sønderjylland, hvor man kunne afsone den sidste tid, en slags udslusning, inden prøveløsladelsen.

Ja. Der skete jo ikke noget ved at se, om han ville passe ind i stedets profil.

Dennis var egentlig en meget sød dreng. Dvs. af alder var han mand, men hvor var han umoden. Var altid enig med sidste mening, turde ikke mene noget selv, behagesyg. Ikke af de skarpeste knive i skuffen. Kunne kun læse en besked, hvis ” du skriver den ned, ligesom du snakker”. Jeg kunne se i hans papirer, at han var vokset op hos sin far sammen med ældre søskende. Moren havde forladt dem, da han var 8 år. Druk, vold, plagerier fra de ældre brødre hørte til dagens orden. Faren kom på besøg med tegneserier, colaer og smøger.

Jeg havde regnet med, at ideen med udslusningen var forduftet efter en tid, for jeg brugte en del energi på at fortælle om de pligter og regler, der var på stedet. Men han blev stædigt ved, så det endte med, at der blev aftalt, at vi skulle køre derned, for at de kunne se ham, og han dem, så måske …

En lang køretur på 3 timer. Jeg havde skaffet penge til at få ham klædt på fra yderst til inderst.  Han havde kun et par bukser og en t-shirt. Gik til daglig i ”tremmetøj”. Jeg hentede Dennis dagen før, og vi gik ned i byen for at købe ind. Vi havde lavet en liste, og begyndte med undertøjet.

– Hvad størrelse bruger du, spurgte jeg?Det vidste han ikke. Han havde aldrig fået nyt tøj. Havde arvet efter de store, hvad enten det passede ham eller ej.

Det blev da helt spændende. Det var rørende at se ham prøve nye cowboybukser, få et bælte til. På et tidspunkt trådte Dennis ud af prøverummet, stolt som en pave og sagde: ”Se mor!”  Ildrød i hovedet så han forskrækket på mig. Jeg lod som ingenting.

Han brugte de sidste penge i en Genbrugsforretning. Ville gerne have noget til daglig brug. Det nye tøj skulle spares.

Jeg hentede ham tidligt næste morgen i arresten. Han så meget betydningsfuld ud. De andre så lidt misundeligt efter ham. En dag ude, uden ledsager i uniform. Vi lignede bare et par almindelig mennesker på tur. Han beundrede min lille bil og fortalte, han aldrig havde kørt i en bil, han ikke havde stjålet. Bemærkede jeg kørte lidt stærkt!

Ved middagstid fandt vi et sted at spise, en landevejskro, ingen selvbetjeningsdisk her. Vi satte os ved vinduet. Dennis så lidt febrilsk ud.

– Hvor henter vi maden, spurgte han.

– Rolig, der kommer en med et menukort om lidt.

Vi valgte hakkebøf med det hele og den evindelige cola.Der blev øst op for os, og budt anden gang og sjældent har jeg set nogen nyde et måltid så meget. Da vi gik, roste han maden, sprang op for at rykke min stol ud, holdt min jakke og tilbød at bære min mappe. Måske lærer de alligevel noget af at se på det TV, der kører i døgndrift på cellerne. Hjemmefra havde han ikke lært det.

 

Han klarede interviewet ganske godt. Han snakkede som et vandfald på turen hjem, så glad, så spændt, så almindelig.

De tog ham. Jeg ved ikke, om han klarede det, men jeg så ham ikke i arresten mere

en almindelighttps://inaravnkilde.wordpress.com/2017/05/06/en-almindelig-dag dag

Det tegner til at blive en ganske almindelig dag.

Som sædvanlig vågner hun ved firetiden, og efter en tur på toilettet ligger hun i sengen og drejer og vender sig, ud og ind af drømmen, der mest handler om, at hun skulle huske at få skyllet affaldscontaineren, den lugter af fisk, fisk er godt men ikke efter 14 dage i affaldscontaineren og aftalen ved tandlægen, ene ubehagelige ting og så står hun op.

Klokken er seks, manden sover, snorker, så er han da i live, hun lister rundt og laver kaffe, uha, den trænger til at blive afkalket. Den larmer, det må på to-do-listen.

Grums vælter ud over det hele, fingrene smutter og grums er noget af det mest fedtede og ulækre, det er umuligt at få op af revner ved vasken og hvorfor lige i dag?

Selvfølgelig kommer han op og går rundt om hende, øser havregryn op, tallerkenen er toppet op, en del drysser ud over kanten, han lærer det aldrig. Hvorfor ikke tage to gange, det måtte være et levn fra barndommens rift om morgenmaden. 5 børn i rap, så lærer man at grave til sig. Mælk over alle bredder, og det med at tørre op bliver hendes problem. Det er klistret og ulækkert, kluden må til vask bagefter.

Og inden hun når at se det, er han gået ovenpå med kanden, uden at spørge om hun vil have først. Nej, hendes mening er da også så ligegyldig.

På badeværelset, tømme tørretumbleren, sætte en finvask over, og toilettet. Hvorfor ser de ikke hvor de rammer, den skal have en omgang mere. Hvem i helvede gør rent efter hende, nej vel?

Et flere dage gammelt brød ristes, ingen smør og osten er tør, men ingen smør til at få det til at hænge sammen, nej lidt karakter har hun da, især først på dagen.

Op og se nyhederne, tager kanden med ned, det er alligevel hende der drikker det meste.

Ser en film, der blev optaget i nat, bliver afbrudt i en uendelighed. En dag sætter hun et skilt på døren, Vil ikke forstyrres, gå væk. Men det gør hun selvfølgelig ikke, men enhver anden ville kunne høre på hendes stemme, at det er det hun mener.

Frokost tid, klæder om først, så hun kan nå en lille lur inden tandlægen. Lukker en spand sild op, den smutter fra hende, lage over hele bordet, det meste render i vasken og det har strintet over hendes tøj. Hun stinker af sild…

En time senere er alt vasket af, hun har været i bad, ikke spist frokost, og tju hej til tandlægen.

Og der skal hun have munden fuld af lilla stof, som klistrer og stivner i munden på hende, hun er ved at blive kvalt, 1 minut er meget lang tid, hendes næse klør, hun kan ikke, panikken er ved at brede sig, hun sveder, tungen hænger fast, og det koster en bondgård og hun har ingen at sælge. Alt det bare for at kunne tygge kød, det er faneme nemmere at blive vegetar, det må på to- do-måske listen. Nej så skal hun til at smile skævt, der mangler et par tænder i venstre side, det var derfor hun fik den bøjle, husker hun. Den smuttede mellem fingrene ned på fliserne, skæv en ny 9000kr.

Spytter små stumper lilla klister ud, det hænger på tungen. I Rema, må have en pølse til at tage det lilla, der røg dagens diætplaner. Det er fuldstændig håbløst, tager et marcipanbrød, da hun kommer hjem, gaver til manden som havde fødselsdag i forgårs, fik slik, tak for det…

Endelig en kop kaffe, og en film, hvad gjorde hun da de ikke havde TV?

”Skal vi ikke snart spise”, midt i den mest romantiske scene, det skal vi da, det er det man har koner til.

”Uha som det smager godt”, ja det gør det hver dag, til en forandring kunne han sige det smager rædselsfuldt, forandring, bare noget andet.

Opvask, slukke, låse, lukke, se TV nyhederne, mere kaffe, lidt sødt til, forbudt men hvem ser det.

Hvornår kan hun gå i seng? Hun er dødtræt, det regner, ingen sol i dag, måske i morgen. I morgen skal hun huske ham på at køre på værkstedet, og hun skal afløse i genbrug.

Lidt sker der da i morgen, bare den ikke bliver som i dag. Almindelig…

en ganske almindelig dag- eller…

Det tegner til at blive en ganske almindelig dag.

Som sædvanlig vågner hun ved firetiden, og efter en tur på toilettet ligger hun i sengen og drejer og vender sig, ud og ind af drømmen, der mest handler om, at hun skulle huske at få skyllet affaldscontaineren, den lugter af fisk, fisk er godt men ikke efter 14 dage i affaldscontaineren og aftalen ved tandlægen, ene ubehagelige ting og så står hun op.

Klokken er seks, manden sover, snorker, så er han da i live, hun lister rundt og laver kaffe, uha, den trænger til at blive afkalket. Den larmer, det må på to-do-listen.

Grums vælter ud over det hele, fingrene smuttede og grums er noget af det mest fedtede og ulækre, det er umuligt at få op af revner ved vasken og hvorfor lige i dag?

 

Selvfølgelig kommer han op og går rundt om hende, øser havregryn op, tallerkenen er toppet op, en del drysser ud over kanten, han lærer det aldrig. Hvorfor ikke tage to gange, det måtte være et levn fra barndommens rift om morgenmaden. 5 børn i rap, så lærer man at grave til sig. Mælk over alle bredder, og det med at tørre op bliver hendes problem. Det er klistret og ulækkert, kluden må til vask bagefter.

 

Og inden hun når at se det, er han gået ovenpå med kanden, uden at spørge om hun vil have først. Nej, hendes mening er da også så ligegyldig.

På badeværelset, tømme tørretumbleren, sætte en finvask over, og toilettet. Hvorfor ser de ikke hvor de rammer, den skal have en omgang mere. Hvem i helvede gør rent efter hende, nej vel?

Et flere dage gammelt brød ristes, ingen smør og osten er tør, men ingen smør til at få det til at hænge sammen, nej lidt karakter har hun da, især først på dagen.

Op og se nyhederne, tager kanden med ned, det er alligevel hende der drikker det.

meste.

Ser en film, der blev optaget i nat, bliver afbrudt i en uendelighed. En dag sætter hun et skilt på døren, Vil ikke forstyrres, gå væk. Men det gør hun selvfølgelig ikke, men enhver anden ville kunne høre på hendes stemme, at det er det hun mener.

Frokost tid, klæder om først, så hun kan nå en lille lur inden tandlægen. Lukker en spand sild op, den smutter fra hende, lage over hele bordet, det meste render i vasken og det har strintet over hendes tøj. Hun stinker af sild…

En time senere er alt vasket af, hun har været i bad, ikke spist frokost, og tju hej til tandlægen.

Og der skal hun have munden fuld af lilla stof, som klistrer og stivner i munden på hende, hun er ved at blive kvalt, 1 minut er meget lang tid, hendes næse klør, hun kan ikke, panikken er ved at brede sig, hun sveder, tungen hænger fast, og det koster en bondgård og hun har ingen at sælge. Alt det bare for at kunne tygge kød, det er faneme nemmere at blive vegetar, det må på to- do-måske listen. Nej så skal hun til at smile skævt, der mangler et par tænder i venstre side, det var derfor hun fik den bøjle, husker hun. Den smuttede mellem fingrene ned på fliserne, skæv en ny 9000kr.

Spytter små stumper lilla klister ud, det hænger på tungen. I Rema, må have en pølse til at tage det lilla, der røg dagens diætplaner. Det er fuldstændig håbløst, tager et marcipanbrød, da hun kommer hjem, gaver til manden som havde fødselsdag i forgårs, fik slik, tak for det…

 

Endelig en kop kaffe, og en film, hvad gjorde hun da de ikke havde TV?

”Skal vi ikke snart spise”, midt i den mest romantiske scene, det skal vi da, det er det man har koner til.

”Uha som det smager godt”, ja det gør det hver dag, til en forandring kunne han sige det smager rædselsfuldt, forandring, bare noget andet.

Opvask, slukke, låse, lukke, se TV nyhederne, mere kaffe, lidt sødt til, forbudt men hvem ser det.

Hvornår kan hun gå i seng? Hun er dødtræt, det regner, ingen sol i dag, måske i morgen. I morgen skal hun huske ham på , at køre på værkstedet, og hun skal afløse i genbrug.

Lidt sker der da i morgen, bare den ikke bliver som i dag. Almindelig…

 

Til minde om en, der for vild i livet

Malik in memoriam

De sagde han sad under bruseren

med sit håndled skåret op

og kniven stadig i sin mave

de fandt ham dagen efter

jeg havde talt med ham

de sagde han var indlagt i 8 dage

før han døde

han blødte ihjel

de sagde han havde gjort det selv

til mig sagde han

at nu kom der styr på hans liv

han havde fundet et sted at bo

han havde fået et nyt navn, sagde han

og jeg måtte skrive det ned

det og hans nye adresse

så jeg kunne komme i kontakt med ham

jeg lovede at komme og besøge ham

så vi kunne drikke te og snakke

som vi plejede

han sagde det var dejligt at høre min stemme

det varede længe inden han sagde farvel

ring sagde han

han skulle lige komme i orden først

men han tog ikke telefonen

”rest in peace ” skrev de på hans facebook

en sagde han var brændt og sat ned i en plæne

langt væk

en anden sagde

han havde givet sin krop til forskning

en tredje at hans urne lå i plæne E

under de to birketræer

hvor hans bedsteforældre ligger

alle vasker hænder

” det var nok bedst sådan”

” han havde ingen fremtid”

” nu har han fred”

jeg famler i min lomme,

der hvor jeg har gemt ham

der er tomt og koldt

han lever stadig i mine drømme

han har brændemærket min sjæl

Besøgstid

Vi lå fire på stuen, jeg ville ikke få besøg. To af de andre damer var gået med deres gæster ud i opholdsstuen. I sengen ved siden af mig var en ældre dame blevet sat op i sin stol, med et tæppe over knæene, og en kop kaffe på sengebordet.

Døren går op med en svag piben og en midaldrende kvinde går hen til den ældre dame, lægger sin arm på hendes skulder og sender et kindkys ud i luften.

– Goddag Mor.

Jeg tager fat på Kristeligt Dagblad, den er så stor, at den kan skærme mig lidt og give dem lidt fred.

– Nåh… er det dig i dag?

– Ja, vi ringer jo sammen, så vi ikke kommer alle sammen den samme aften, det er vel det skønnest?

– Jo da, har du været hjemme?

Datteren, som det må være, tager frakken af, lægger den på fodenden af sengen og trækker en stol hen foran moren.

– Ja, det ser godt ud. Jeg har et par breve med. Jeg har åbnet dem.

– Ja, det har du vel?

– Skal jeg læse dem for dig?

– Jo det kan du da godt.

– Det ene er fra kommunen.

– Nå, hvad skriver de?

– De skriver, du har betalt 87 kr. for lidt for din mad i oktober måned.

– Nå! Hvad gør vi så?

– Der står, de trækker dig for beløbet i denne måned.

– Det er vel godt nok så?

– Ja, det er det da.

 

Der bliver en lang pause, og da jeg bladrer i avisen kan jeg se at moren sidder lidt og falder sammen i ryggen.

Datteren går ud og tager de to buketter med, som står på morens sengebord.

Hun er væk et godt stykke tid, og har så buketterne med tilbage igen.

 

– Er det nye buketter?

– Nej, det er de gamle, jeg har pillet lidt i dem, de var lidt simple, og de er kun to dage gamle.

 

Moren læner sig frem og hviler armene på rollatoren, som står foran hende. Datteren sidder tavst foran hende.

 

– Så er det Lis, der kommer i morgen. Det er vel hende, der ordner dine pengesager?

– Ja, det plejer hun.

– Er der noget du mangler?

– Nej, det tror jeg ikke.

– Hvad med dit tøj?

– Det er godt nok.

 

Datteren går uopfordret hen i morens skab og kigger tøjet igennem.

 

– Nej mor, dine bukser, dem tager jeg med hjem og vasker.

– Er det nødvendigt?

– Ja, du har spildt sovs.

– Kan det ikke være lige meget?

– Nej, du skal se ordentlig ud.

– Jamen, du har da nok at se til i forvejen?

– Åh, et par bukser til eller fra det gør ingen forskel.

– Ja, men så tag dem bare.

 

Ude på gangen græder et barn og snakken på stuen går helt i stå.

Jeg bliver helt træt i armene af at holde avisen op, men jeg kan ikke bare gå ud, jeg er koblet til diverse slanger.

 

Moren roder lidt i sengebordet, og datteren rejser sig.

– Er der noget du mangler, mor?

– Min telefon virker ikke.

– Nej, jeg har ringet til dig to gange, og du har ikke taget den.  Må jeg lige se den? Der er ingen strøm på og du har sat den på lydløs.

– Nå, har jeg det? Ja du ved jeg kan ikke finde ud af det.

– Ja, jeg er nu heller ikke for stiv til den slags.

 

Datteren sidder i lang tid og roder med morens mobiltelefon, endelig lykkes et eller andet og den bliver sat til opladning.

 

– Skal vi gå en tur ud på gangen mor?

– Nej, jeg bliver javet nok med i terapien.

– Bare en lille, bitte tur hen til balkonen, solen skinner.

– Ja, så lad gå da.

 

Jeg kan endelig lægge avisen fra mig, får mig manøvreret op på sengen, lukker øjnene og lader som om jeg sover.

Med slæbende skridt kommer mor og datter tilbage på stuen.

 

– Skal jeg lægge dig i seng mor?

– Ja, vil du det?

– Jamen det vil jeg da. Skal jeg ikke lige børste dine tænder?

– Nej, det er ikke nødvendigt. Synes du?

– Ja, det synes jeg, Giv mig dem lige, her – i vaskekluden.

– Er du klar, mor?

– Ja, det er jeg vistnok.

– Skal du ikke have lidt at drikke, mor?

– Ikke nu, det står så jeg kan nå det. Det kan jeg tage senere.

– Jamen så godnat mor.

 

Datteren bøjer sig over moren og kysser hende på kinden.

 

– Næste gang jeg kommer skal vi have snakket lidt om julen mor, måske kan du komme hjem til Lis.

– Hvorfor hos Lis? Hvornår er det jul?

– Om 2 uger mor, men vi skal lige snakke med lægen først, måske er det bedst du bliver her.

 

Moren vender sig væk og trækker dynen op om ørerne.

 

– Ja gør I som I synes, godnat min pige, og tak for besøget.

 

Datteren stå lidt i døren, så sænker hun skuldrene, sukker og går.

Hendes skridt bliver hurtigere, som hun forsvinder ned ad gangen.

Portræt af en elsket søster

Kære søster,
Nu er det da helt mærkeligt, at skrive til en der er død.
Vi nåede ikke at få talt færdigt. Vi havde så meget tilfælles, og så uendelig meget der skilte. Har du fred nu?
Du er brændt og kun aske, og jeg har ikke set til dit gravsted, det har jeg slet ikke brug for. Dine børn har ikke taget sig af det, det er groet efter, vil jeg gætte på. De tager sig kun af sig selv.
Men du er lyslevende i min erindring, det er det vigtige. Jeg kan næsten høre din stemme, smukkest når du sang. Kan du huske, når vi sang de gamle hymner på engelsk, dem fra din barndom i Canada.
Man kunne høre længslen efter den tid, de første år af dit liv, dem der sætter dagsordenen for, hvordan resten af livet opleves. Dine glade år, fem rettere, så døde din far, mor giftede sig af bekvemmelighed og hele din verden blev savn og angst.
Så forskellige vores liv blev. Og så alligevel så ens.
Jeg savner dig, så det gør ondt.
Der var ikke meget oprør i dig. Påbegyndte den uddannelse, der blev tilbudt, giftede dig med den mand, der tilbød sig, fandt dig i de vilkår, hans arbejde bød dig.
Blev gravid, når det var det, han ønskede, fik den abort han ønskede
Altid de andre først, og du betalte prisen.
Fik aldrig din uddannelse færdig, fik ikke den mand du elskede, kopierede mors liv, det havde du altid sagt, du aldrig ville. Blev mandens hustru, den der bar hele hans karriere, og du lod ham tage æren. Opdrog uden støtte jeres børn. Mistede dem i puberteten, måtte se dem gå i hundene uden at kunne gøre noget. Begravede hende, der ikke kunne klare livet, fik kræft flere gange og bar hele livet på den værste hemmelighed et barn kan bære på.
Mig var der oprør i. Fandt mig ikke i at andre skulle bestemme, hvad jeg skulle lære, gik mine egne veje, giftede mig af kærlighed, fik ønskebørn, havde støtte af faren og hans familie hele vejen. Børnene har klaret sig godt, ingen af dem giver andet end glæder, og jeg ville ikke finde mig i at lide under den værste hemmelighed af alle, den som intet menneske skulle bære.
Hemmeligheden åd dig op, brød ud som kræft, for sent slap du af med åget.
Jeg tog hul, fik hjælp, rørte op i andedammen og reddede mit liv, både fra kræften og de ødelæggende mareridt.
Du magtede det ikke. Benægtede, blev bange for mig, blev væk for mig, lod mig tro, jeg var alene om det hele og kære søster, så meget gik vi glip af.
Vi kunne have været hinandens hjælper og trøster.
Den dag du døde, tog du fat i min hånd, drejede din forpinte krop om mod mig, så mig ind i øjnene og endelig var vi søstre, som søstre kan være. Delte hinandens smerte, du fik fred og tilgivelse og jeg fik vished, en anelse blev til vished, men for sent. Så mange spildte år, så megen kærlighed, vi ikke fik givet til hinanden.
Derfor kæreste søster skriver jeg til dig, selv om du er død.

Signe

Signe træder ned fra alteret med et tilfreds smil. Sådan! Noget kønnere arrangeret, end når graverens kone står for pyntningen. Hveranden uge er det hendes pligt, og heldigvis er der høstgudstjeneste på søndag. Det gav mange muligheder. Hun har samlet havreneg, majskolber og vilde blomster sammen. Dekorativt, virkelig smukt, siger Signe til sig selv, mens hun nynner: ”Vi pløjede og vi såede” og lukker den tunge egetræsdør efter sig. Efter en rundtur på kirkegården, hvor alt ser nydeligt ud, sætter hun sig ind i sin lille røde Mazda.
Hendes job som kirkeværge tager hun meget alvorligt. Det er nødvendigt med orden, ellers kommer det hele til at sejle. Heldigvis er hun og præsten, ”gamle Ole”, som hans øgenavn er, fuldstændig ubegrundet forresten, enige om, at status quo er vigtig.
Han har søgt sin afsked på grund af svagelighed, og om nogle måneder skal de have ny præst. Spændende og dog! Hun er ikke alene om at bestemme i menighedsrådet. Der er unge medlemmer, som har vilde ideer; men mon ikke de ryger ud til det kommende menighedsrådsvalg. Hun har gjort sit muldvarpearbejde godt. Hun ved meget om folks økonomi. Som sparekassedirektørens kone, kan det ikke undgås. Noget skal de tale om ved måltiderne, hun og Arne. Ikke fordi hun bruger den viden, men man tror hun ved, og det er vigtigt at holde sig på god fod med Sparrekassen, især i disse tider. Man er lidt bange for Signe. Man retter ind.
Signe sætter i bakgear, ser sig i spejlet, flytter en kam i sit opsatte hår og bider læberne sammen, så de får lidt farve. Hun sukker, sætter sig til rette i selen. Hjemme venter Arne på sin frokost. Ikke nogen variation på det område. Arne har hun styr på.

– Værsgo` ! Signe sender kagefadet rundt endnu engang. Og det skal hun ikke sige to gange. Signes hjemmelavede hindbærsnitter forsvinder som dug for solen, de ligger lidt tungt i maven, men sukkerovertrækket beroliger sindene. Det er også nødvendigt, for der er vigtige ting på programmet.
– Jeg synes, vi skal holde en afskedsfest for pastor Olesen, vi kan ikke være andet bekendt, han har været præst her i over 20 år.
– Ja, og det har været for længe, hvis I spørger mig. Henrik snupper en snitte mere.
Men, hvis det er prisen for at komme af med ham, så er det OK med mig. Han rækker ud efter termokanden. De støver lidt de snitter, især når man glemmer at synke, før man taler.
– Nu skal det ikke koste en bondegård vel? Vi skal spare. Brugsuddeleren, som altid har økonomien som 1. prioritet lyder beklemt. Han er kasserer i menighedsrådet og kan se for sig, hvad det vil komme til at koste.
– Hahaha! Henrik slår en voldsom høj latter op. Bondegårdene herude kan man få for en slik, men det er et andet problem.
– Jeg havde forestillet mig, at vi holdt en reception i sognegården om eftermiddagen. Pastor Olesen er Blå Kors mand, så det er med sodavand og kaffe, bryder Signe ind, inden det går for vidt med Henriks kvikke bemærkninger.
– Som sædvanligt røvsygt. Henrik børster diskret nogle kagekrummer ned på gulvet. Det undgår ikke Signes opmærksomhed, og gør det ikke nemmere for hende at styre sin skarpe tunge.
– Vi skal huske at sikre os, at den nye præst kan drikke lidt. Ikke mere Ribena til altergangen. Henrik griner smøret.
– Du plejer ikke at mangle alkohol, vel Henrik? Og de få gange, du går til alters, klarer du nok, selv om bodegaen har lukket søndag. Signe sætter sig, hendes stemme er ikke helt sikker mere.
Der bliver meget stille omkring bordet. Ingen ser på Henrik og Signe. Det er sjældent, hun er så direkte, men faktisk godter de andre sig lidt. Han er tit for meget, Henrik. Kom faktisk kun ind som suppleant, og det var vist mere for at drille Signe end ønsket om at gøre et stykke arbejde. Så døde smeden, og de hang på Henrik.
Signe ved ikke, hvorfor Henrik får alt til at stritte på hende. Hun kan smage mavesyren i halsen, og skal virkelig passe på, hvad hun siger. Inderst inde ved hun godt, hvad der trigger hende. Minderne om fars snapseånde og malplacerede kvikke bemærkninger. Hun havde aldrig venner med hjem, mor havde opgivet, og Signe prøvede at skjule familiens elendigheder. Måske var det derfor, hun faldt for Arne. Der var stabilitet, tryghed økonomisk, kontrol over fremtiden, for så vidt man kunne det. Elskede hun Arne? Nej, det var vist for meget at sige, men hun var glad for deres liv. Pastor Olesen var den eneste, der vidste noget om hendes barndom.

– Har du sat alarmen til? Arne lægger bogen fra sig, ”Sultegrænsen” af Peter Riismøller, lægger brillerne på bordet og slukker sin natlampe.
– Ja, som jeg plejer, Signe stikker hovedet ind i Arnes værelse. Får du ikke lyst til lidt natmad ovenpå ”Sultegrænsen” smiler hun, men venter ikke på svar. Arne har ikke sans for det morsomme i den slags bemærkninger.
– Nej tak, godnat, brummer Arne og trækker dynen op om ørerne. Husk at skrue ned for lyden, for du bliver vel oppe og ser netflix.
– Ja, det gør jeg, søde ven. Lidt spænding må jeg have, og lige nu er det Breaking Bad. Den skal du ikke se, det vil dine nerver ikke kunne holde til.
Signe lukker døren, brygger sig en kande kaffe, rister en skive valnøddebrød, lægger et tykt lag puddersukker på og hengiver sig til al ondskaben.
Klokken er over midnat, da hendes mobil ringer. Signe tager sig forskrækket til halsen. Hvem ringer på denne tid? Indbrud i banken … noget med Søren, når hun at tænke, inden hun svarer.
– Det er hos Skjælms, det er Signe. Ingen svarer, men hun kan høre en, der trækker vejret meget hurtigt.
– Hvem er det? Signe stemme går i diskant. Hvem er det?
– Henrik, det er mig Henrik, du må hellere komme op til kirken.
– Henrik er du fuld, hvad sker der?
– Kun lidt, men kom nu. Samtalen bliver afbrudt.
Signe står længe og ser på displayet. Hvad har Henrik gang i? Han lød helt anderledes end han plejer. Bekymret, hjælpeløs, og hvorfor ringer han til hende? Nysgerrigheden vinder. Signe slår alarmen fra, finder sin jakke, husker en lommelygte, tager cyklen, der er ikke langt op til kirken og en bil vil vække opmærksomhed.
Som de fleste landsbykirker, ligger den på en bakke, og Signe må læne sig op ad diget for at få vejret, mens hun ser efter Henrik.
– Signe! Henrik træder frem fra skyggen af tårnet. Signe kom og se. Han tager hende i armen og leder hende forsigtigt over gruset op til kirkedøren. Foran ligger der en bylt, ikke særlig stor, men noget rører sig i den, og de kan høre en stille klynken.
– Jamen herregud! Signe løsner bylten af tæpper op, og der ligger et spædbarn, stadig med fosterfedt og blod i ansigtet, pakket ind i håndklæder, så man ikke kan se ansigtet.
– Jamen herregud, Signes stemme ryster. Herregud, hvor kommer du fra? Hun tager bylten op til sig. Henrik luk døren op. Du ved nøglen ligger under den store krukke ved gavlen. Vi må ind i varmen.
I våbenhuset tænder de lidt lys og Signe pakker barnet ud. En dreng viser det sig, navlen er underbundet med elastik. Signe pakker ham ind igen, tager ham op til brystet og luller ham lidt.
– Hvad gør vi Signe? Henrik flytter kirkebladene og sætter sig på bænken.
– Ja, det er et godt spørgsmål, det er midt om natten. Vi må have ham indendørs og så diskret få læge og politi herud i morgen. Han er nyfødt, så han behøver ikke mad det første døgn. Hvem har lagt ham her, og Henrik, hvad laver du her?
– Det kan jeg forklare senere, kan du have ham med hjem?
– Nej, det da ved Gud, jeg ikke kan. Hvad vil Arne og folk sige, men hos dig?
Du bor alene, folk er vant til, der er lys langt ud på natten og de færreste vil undre sig, hvis der dukker politi og læge op hos dig i morgen.
Henrik kigger længe på Signe og bylten. Et lille ømt smil lyser han ansigt op og han tager bylten fra Signe.

Henrik trækker gardinerne for i stuen.
– Så nu kan ingen kigge ind, siger han, jeg brygger lige te, jeg tror vi trænger til noget varmt.
Signe har sat sig i sofaen med drengen på skødet. Han knirker lidt, men er varm og lyserød. Hun lader blikket løbe rundt i stuen. Der er ryddeligt, lidt gammeldags møbler, men meget, meget hyggeligt.
– Henrik, du bor da dejligt. Signe kan ikke skjule sin forbavselse.
– Ja, hvad havde du regnet med? Henrik kommer ind med en bakke. Bruger du sukker?
– Nej tak, men har du mælk?
– Ja, det har jeg faktisk, jeg drikker også andet end øl. Signe tier og læner sig ned over drengen, som får fat i en lok af hendes hår.
Henrik henter en kande med mælk.
– Synd, du går med håret sat op, det er smukt sådan i frit fald. Signe ved ikke, hvad hun skal sige, spydige bemærkninger fra Henrik kunne hun klare, men …
– Vil du have rom i teen? Det hjælper på meget. Henrik henter en flaske fra barskabet, som ser velforsynet ud.
– Hvorfor ikke! men ikke i teen, for sig selv. Signe kan næsten ikke tro sine egne ord.
– Signe hvad gør vi med drengen? Teen er drukket og de sidder i sofaen og kigger på ham. Beslutsomt rejser Signe sig op.
– Finder noget at pakke ham ind i. Hvad har du?
Signe går på badeværelset og pakker ham ud. Henrik kommer med et par vaskeklude og en stak viskestykker.
– Dem har jeg arvet fra mor, siger han, tror du ikke, de er bløde nok?
Signe vasker drengen meget forsigtigt, lægger mærke til, at han har tisset og der er en lille klat sort klister i håndklædet.
– Det virker det hele, siger hun til Henrik og ser lettet ud. Viskestykkerne river Henrik i stykker, så Signe kan pakke ham ind i noget, der minder om en ble.
– Vent lidt, jeg tror… Henrik forsvinder i lang tid og kommer så med en sparkedragt. Måske kan han…
Signe ser forbløffet på Henrik, men fornemmer, at her skal der ikke spørges.
– Den passer ham næsten, han er fin nu, ikke? Signe løfter drengen op i armene og smiler til ham og Henrik.
– Hold ham lidt, jeg skal rydde op. De håndklæder og tæpper drengen var viklet ind i… måske skal politiet bruge dem.
Signe hælder endnu en kop te op, men takker nej til mere rom. Vi skal jo køre…
– Du undrer dig vel over, jeg har babytøj liggende, siger Henrik, og holder drengen tæt ind til sig, stryger ham på kinden og undgår Signes øjne.
– Det behøver du ikke forklare, Signe holder om kruset med begge hænder. De ryster lidt. Vi har alle hemmeligheder.
– Før I kom til byen, var jeg forlovet. Vi skulle giftes, vi ventede os, alt var godt. Dengang tilbragte jeg aftnerne hjemme og ikke på bodegaen. Henriks stemme lyder vred og bitter. Min kæreste gik i fødsel i 7. måned. Det blev en dreng, som kun levede et par timer. Han nåede ikke at blive døbt…
Signe kan ikke tale, der er en knitrende lang tavshed imellem dem.
– Vi fik ham brændt, og jeg satte ham ned i plænen. Min kæreste forlod det hele. Der er lidt tøj tilbage. Jeg går af og til op og snakker med ham om natten. Sygt ikke?
Henriks stemme knækker over.
Signe lægger sin hånd på hans arm.
– Nej Henrik, det er ikke sygt, det er menneskeligt. Jeg er ked af, du har haft den sorg.
Hun læner sig frem og lader sig hoved hvile på hans arm.

– Henrik, det her går ikke, vel? Signe rejser sig, tager sin frakke på. Vi må have ham på sygehuset. Du kører.
– Mig! Hvad gør du så?
– Ingenting kære Henrik, jeg tager hjem. Sig du fandt ham på dørtrinet til kirken, tog ham med hjem og gjorde ham lidt i stand. Politiet vil selvfølgelig snakke med dig i morgen. Fortæl dem det du synes er nødvendigt, så tæt på virkeligheden som muligt.
Henrik er stivnet, kan slet ikke få et ord frem. Jamen du må da også fortælle det, du ved, ellers tror de ikke på mig.
– Fortælle hvad, kære. At jeg er blevet hevet ud af min seng, fået vist et barn, lyttet til din sørgelige historie, fået lidt ondt af dig, og narret til at være dit alibi. Den går ikke. Du har rodet dig ind i det her, så rod dig ud af det, det bliver uden min hjælp.
– Jamen du er her jo, det kan du ikke løbe fra. Henriks stemme får en tryglende klang. Det kan ikke skjules.
– Tro mig gode ven, ingen ved jeg er her, skulle en eller anden natteravn have set mig på cykel, efter midnat, mødes med dig på kirkegården, vil ingen tro på det, eller på dig. Signe er nået til entreen, slukker lyset, så hun står i mørket. Henrik, tag dig sammen, det barn er ikke dit ansvar. Det er altid rørende med et lille nyfødt barn, forladt af moderen, men det er ikke dit ansvar vel? Eller er det?
Signe venter ikke på svar, og snart er baglygten det eneste der er at se.
Hun når hjem, tjekker alarmen bliver sat til, trækker sit tøj af, finder velourkåben, og sætter sig ind i stuen. Tankerne myldrer, uvisheden om hvad det hele drejer sig om. Lidt rystet over de følelser, der opstod mellem hende og Henrik, da hun sad med barnet. Hun sidder der stadigvæk, da Arne står op.

Hittebarnet bliver efterlyst efter et par dage. Henrik er omtalt som den, der fandt barnet han vil ikke udtale sig til medierne, men han er dagens emne i Brugsen de næste dage.
Signe trækker vejret lettet, glad for Henrik holdt hende udenfor, og alligevel med et savn dybt nede, hvor hun ikke havde været længe.
Signe er den, der koordinerer afskedsreceptionen for Pastor Olesen. Henrik har holdt sig væk, hun ser ham først på selve dagen.
I en pause stiller hun sig bag Henrik, som står lidt for sig selv. Som om han fornemmer hendes nærvær, vender han sig om. De kigger spørgende på hinanden.
– Tak for du ikke fortalte om mig, sagde Signe. Det er jeg glad for.
Henrik nikker og et lille smil lurer om hans mund.
– Selv tak Signe og undskyld jeg blandede dig ind i det. Men som du sagde, det er mit ansvar og det tager jeg på mig.
– Hvorfor mig Henrik?
– Fordi jeg manglede et fornuftigt menneske ved min side. Og du har styr på tingene, og af og til kan man se, du har mere end det, ikke?
Signe rødmer en anelse.
– Hvad ender det så med Henrik? Der bliver ikke mere talt om det i pressen.
– Nej, politi og myndighederne har været til stor hjælp. Jeg har fortalt dem, hvem moren er, men hun er forsvundet. Jeg får ham forhåbentlig hjem om et par måneder. Jeg får en chance mere … Måske også med dig?
– Ja du kan jo prøve, ler Signe, men bliver straks alvorlig. Nåh, vi skal lige have skudt pastoren af.
– Signe, dit sprog! Henrik lyder helt forarget.
– Ja, jeg ved heller ikke, hvad der går af mig. Signe cirkulerer rundt og har styr på det hele, undtagen sig selv.