På Golgata

Intet havde kunnet forberede ham på smerten. Tornekronen havde været udenfor fatteevne, piskeslagene, som rev hans kød op kunne han udholde, på et tidpunkt blev han følelsesløs og var et andet sted. Turen ud til Golgata; han havde ikke kræfterne, en medfølende sjæl hjalp ham det sidste stykke.
Men naglerne, lyden, når de knuste knoglerne, bredte sig til hele kroppen, og han var taknemmelig for de få øjeblikke, han besvimede.
Nu hang han der, og det kunne tage timer at dø. Han fik øjenkontakt med sin mor og Johannes, gav hende videre.
En af de romerske soldater vovede ikke at se på ham, før han var hejst op. Hans øjne var fulde af skræk og fortvivlelse. Ham kunne han trøste, og han sendte sin tilgivelse usagt, men den blev forstået. Soldaten kom med eddike og blev hos ham til mørket tog over, til himlen revnede og alt blev lys.

Det var nok at høre lyden af naglerne, når de knækkede en knogle. Lugten af det varme, dampende blod, skrigene, forbandelserne. Man behøvede ikke at se på dem.
”Du vil have godt af at være med” havde kommandanten sagt, ”det hærder.”
”Du er for blød, soldater skal kunne slå ihjel”. Lucius så op, da de sidste nagler var sat i de korslagte fødder. Han ventede at se had, smerte og trods i hans øjne, som i de to andres, men i hans var kun sorg, medynk. De fik vel efter fortjeneste, det måtte man stole på. Lucius vendte ryggen til, drak med de andre, alle måtte blive til det var slut. Men øjnene borede sig ind i ham, det brændte i halsen, ingenting kunne slukke hans uro. Han måtte derhen, tog en eddike svamp med. Det kunne han gøre. Han blev stående, til han lukkede øjnene, jorden skælvede og mørket tog over.

Jeg har været her længe milliarder af år. Det var ord, der skabte mig, lyset som
giver liv Jeg sætter mærke over nat og dag. Jeg er så vigtig, at menneskene i deres uforstand tager varsler efter mig. Begivenheder de ikke forstår, bliver overnaturlige og næsten religiøse. De tilbeder mig – solguden. Jeg går min runde, uberørt af hvad tåbeligheder menneskene pådrager sig selv, men ynkes over de katastrofer, naturen kan byde på: jordskælv, oversvømmelser, vulkanudbrud, laviner, plantedød, sådan er det at leve.
Dog, en begivenhed glemmer jeg aldrig. En uskyldig mand, en fredens mand, søn af alles far blev tortureret og ofret på den mest smertefulde måde, og hans fortvivlede anskrig til sin far kunne jeg ikke overhøre. Jeg måtte skjule mig i rædsel over menneskenes ondskab. Månen trådte til og dækkede mig for synet. Jorden skælvede. Den dag bliver der stadig talt om.

– Jeg vil helst ikke være hjemme. Far er i et underligt humør. Han plejer altid at skælde ud, men nu er han stille, det er værre, hvad er der i vejen? Er det noget jeg har gjort? Amon sidder på trappen foran sin morfars hus, og tegner en fisk i sandet. Morfar klapper ham beroligende på hovedet.
– Ja, Amon, din far har fået noget at tænke over, siden Jesus væltede hans bod i tempelgården og jog ham og de andre ud.
– Er det derfor, de hænger ham, fordi det var forkert og mod loven?
– Jeg ved det ikke, måske er præsterne bange for en, der tør sige, hvad han synes. Templet skal være et bedested, ikke en butik, vel?
– Jamen far … Amon tegner videre. Hvad gør far nu?
– Det rigtige, min dreng, vi skal nok klare os.

Advertisements

På Golgata

Intet havde kunnet forberede ham på smerten. Tornekronen havde været udenfor fatteevne, piskeslagene, som rev hans kød op, kunne han udholde, på et tidpunkt blev han følelsesløs og var et andet sted. Turen ud til Golgata; han havde ikke kræfterne, en medfølende sjæl hjalp ham det sidste stykke.
Men naglerne, lyden, når de knuste knoglerne, bredte sig til hele kroppen, og han var taknemmelig for de få øjeblikke, han besvimede.
Nu hang han der, og det kunne tage timer at dø. Han fik øjenkontakt med sin mor og Johannes, gav hende videre.
En af de romerske soldater vovede ikke at se på ham, før han var hejst op. Hans øjne var fulde af skræk og fortvivlelse. Ham kunne han trøste, og han sendte sin tilgivelse usagt, men den blev forstået. Soldaten kom med eddike og blev hos ham til mørket tog over, til himlen revnede og alt blev lys.

Det var forfærdeligt at høre lyden af naglerne, når de knækkede en knogle. Lugten af det varme, dampende blod, skrigene, forbandelserne. Han ville ikke se på dem.
”Du vil have godt af at være med”, havde kommandanten sagt, ”det hærder.
Du er for blødsøden, soldater skal kunne slå ihjel”. Lucius så op, da de sidste nagler var sat i de korslagte fødder. Han ventede at se had, smerte og trods i hans øjne, som i de to andres, men der var kun sorg, medynk. De fik vel efter fortjeneste, det måtte man stole på. Lucius vendte ryggen til, drak med de andre, alle måtte blive, til det var slut. Men øjnene borede sig ind i ham, det brændte i halsen, ingenting kunne dæmpe hans uro. Han måtte derhen, tog en eddikesvamp med. Det kunne han da gøre. Han blev stående, til jorden skælvede, og mørket tog over.

Jeg har været her længe, mange milliarder af år. Det var ord, der skabte mig, lyset som giver liv Jeg sætter skel mellem nat og dag. Jeg er så vigtig, at menneskene i deres uforstand tager varsler efter mig. Begivenheder, de ikke forstår, bliver overnaturlige og næsten religiøse. De tilbeder mig – solguden. Jeg går min runde, uberørt af, hvad tåbeligheder menneskene pådrager sig selv. Jeg ynkes over de katastrofer, naturen kan byde på: jordskælv, oversvømmelser, vulkanudbrud, laviner, plantedød, sådan er det at leve.
Dog, en begivenhed glemmer jeg aldrig. En uskyldig mand, en fredens mand, søn af alles far blev tortureret og ofret på den mest smertefulde måde, og hans fortvivlede anskrig til sin far kunne jeg ikke overhøre. Jeg måtte skjule mig i rædsel over menneskenes ondskab. Månen trådte til og dækkede mig for synet. Jorden skælvede. Den dag bliver der stadig talt om.

– Jeg vil helst ikke være hjemme. Far er i et underligt humør. Han plejer altid at skælde ud, men nu er han stille, det er værre, hvad er der i vejen? Er det noget jeg har gjort? Amon sidder på trappen foran sin morfars hus, og tegner en fisk i sandet. Morfar klapper ham beroligende på hovedet.
– Ja, Amon, din far har fået noget at tænke over, siden Jesus væltede hans bod i tempelgården og jog ham og de andre ud.
– Er det derfor, de hænger ham, fordi det var forkert og mod loven?
– Jeg ved det ikke, måske er præsterne bange for en, der tør sige, hvad han synes. Templet skal være et bedested, ikke en butik, vel?
– Jamen far … Amon tegner videre. Hvad gør far nu?
– Det rigtige, min dreng, vi skal nok klare os.

Venter på far

Dramakomedie i to akter.
Personerne:
En ældre herre. Hr. Marcus
Hans yngre søster. frk. Jenny
En kontorist

1 akt
(Scenen et venteværelse, med mørke paneler på væggene, på bagtæppet er et lille vindue som vender ud mod en mur, i karmen står en kunstig hvid kala.
Langs scenens højre side står en række armstole af slidt bejdset bøg med grønligt betræk. På en hylde langs bagtæppet står der krukker af mange forskellige slags materialer. I venstre side af scenen er der en dør med råglas. På en skilt nede ved karmen står der kontor. På samme side er der endnu en dør.
En ældre herre med gråt hår sidder med benene overkors. Han er i et jakkesæt, hat og frakke har han lagt over knæene. Han tager sine briller af, sidder og vipper med dem i den ene hånd, kigger utålmodigt hen mod døren fra opgangen.
Så høres det hurtige skridt udenfor på gangen og manden retter sig op.
Ind ad døren kommer en kvinde i ubestemmelig alder, med en pels over armen i højt tempo og med knaldende skridt fra hendes høje hæle.)

Jenny: Kommer jeg for sent brormand?

(Hun sætter sig et par stole væk og kaster de meget blonde affarvede krøller væk fra ansigtet. Marcus kigger på sit ur.)

Marcus:Det kommer vel an på, hvad du mener er for sent, vi skulle mødes
her klokken 14 og nu er klokken, 1430. Det vil jeg mene er for sent.

(Jenny ryster irriteret på skuldrene.)

Jenny; Åh hva`, far er vel ligeglad nu, jeg tror nærmest det er for at
drille ham, jeg…

(Hun fuldender ikke sætningen, men slår en perlende latter op, en høj kunstig latter.Broderen flytter sig over på en stol længere væk fra hende).

Marcus: Ja, Far satte pris på præcision, det er vel en god egenskab, især
når andre mennesker ikke skal spilde deres tid med at vente, men du har
altid…

(Han gør ikke sætningen færdig. Jenny rejser sig, går utålmodigt frem og tilbage foran ham. Piller en kunstig blomst af, stiller sig så hen foran broderen, mens hun smuldrer den.)

Jenny: Brormand slap nu af, glem far og hans principper, lad os leve lidt,
nu vi får råd.

(Jenny lægger pelsen på en af stolene, så den rører gulvet. Hun lukker sin taske op, finder et spejl frem, bider læberne sammen og frisker læberne op. de er knaldrøde, passer til den røde dragt, der sidder tæt. Marcus flytter sig uroligt rundt på stolen.)

Marcus:Kunne du ikke have taget noget mere afdæmpet tøj på, du ligner en
der skal til en større fest. Vi skal ud og sætte urnen ned.

Jenny: Ja, og hvad så, søde gamle bror, og bagefter skal jeg i byen og
fejre det. Endelig fri for den gamle tyran. Det eneste gode ved ham var
hans pengepugeri.

(Hun lukker tasken og samler pelsen op.)

Jenny: Hvornår tror du vi får opgørelsen fra hans sagførere?

(Marcus retter benene ud, strækker sig, inden han krydser anklerne, tager brillerne på, og ser på sin søster med et skjult skadefro smil.)

Marcus: Kære lille søster, om en uges tid tror jeg, så skynd dig at fejre
det, inden det bliver for sent.

(Glasdøren går op og en kontorist, klædt i sort jakkesæt kommer bukkende ind, han har en marmorurne under armen. Han rækker den frem mod de to.)

Kontoristen: Hvem skal.

(Jenny er hurtigt henne og nærmest flår urnen fra kontoristen.)

Jenny; Lad mig. lad mig nu tage afsked, jeg bærer.

(Marcus smiler rejser sig op, tager frakken og lukker døren op for hende, slår elegant ud med hatten.)

Marcus: Denne vej, søster, og tab den nu ikke, den er, som alt her i livet,
skrøbelig.

(Tilbage på scenen står kontoristen, ryster på hovedet, retter på et par urner og går ud)

Tæppet går ned.

Nye tider

– Har du sovet godt, drikker du the om morgenen nu? Else, som sidder ved køkkenbordet med den altid fyldte thermokande, rejser sig halvt op.
– Bliv nu siddende Else, jeg kan stadig drikke kaffe, og du laver den lige, som den skal være, stærk, så den kan tage lidt varm mælk.
Jeg finder en kop og sætter mig. Opdager, at jeg har sat mig på min gamle plads, den under vinduet. Else sidder, hvor hun fik anvist plads, da hun kom i huset som ung pige for en menneskealder siden. Ved den ene bordende er der frygtelig tomt og det svier lidt i halsen, men en kop kaffe mildner. Jeg synker en ekstra gang. Nåede ikke hjem inden far døde, og en lille snert af fortrydelse får lov at melde sig, men nej.
Det var ikke mig, der brød forbindelsen, og selv om jeg burde have haft overskud til at prøve at genoprette, blev det for sent.
– Er det ikke underligt at være tilbage, søde? Det må det være, her er så tomt, nu din far ikke mere buldrer rundt og herser med os. Mon ikke Sct. Peter får sin sag for. Ja han skal lige i jorden først. Else slår en malplaceret, skærende latter op.
Jeg må trække på smilebåndet. Det er Else, som hun altid har været og overlevet på.
Med kvikke bemærkninger og overfladiske smil. Efter i dag er det også alvor for hende. Et nyt liv et fremmed sted, uden pligter. Hvordan mon hun vil klare sig?
– Du får ikke brug for en hushjælp, søde? Elses latter lyder som en kortslutning mellem gråd og hysteri. Jeg kan hjælpe dig med tvillingerne, når de kommer og Miko er vel ude at rejse meget af tiden ikke?
Tanken har strejfet mig, måske var det en mulighed. Jeg har været lidt bekymret over at skulle være ”alenemor” i de lange perioder Miko rejser. Det må jeg have talt med ham om. Han har ikke vænnet sig til tanken om, at jeg vil beholde mit job efter barslen. I det hele taget har det været svært for ham at vænne sig til den ”danske kvinderolle”, som han siger. Jeg er ikke den, der bukker og serverer the i tavshed.
– Else, jeg vender det lige med Miko, når han kommer hjem, men hvorfor ikke? Vi har plads nok, og bare det at høre mig omtale som søde …

Det er sent, da jeg kører hjem, fuldmånen lyser op mellem skyerne, et kort øjeblik blusser det op gennem kastanjetræets grene. De røde blade kaster ildtunger over stuehuset. Overtro, ren overtro, og jeg mærker efter. Jo der er kastanjer i lommen, resten er ligegyldigt nu.

Nye tider.

– Har du sovet godt, drikker du the om morgenen nu? Else, som sidder ved køkkenbordet med den altid fyldte thermokande, rejser sig halvt op.
– Bliv nu siddende Else, jeg kan stadig drikke kaffe, og du laver den lige, som den skal være, stærk, så den kan tage lidt varm mælk.
Jeg finder en kop og sætter mig. Opdager, at jeg har sat mig på min gamle plads, den under vinduet. Else sidder, hvor hun fik anvist plads, da hun kom i huset som ung pige for en menneskealder siden. Ved den ene bordende er der frygtelig tomt og det svier lidt i halsen, men en kop kaffe mildner. Hun må synke en ekstra gang. Hun nåede ikke hjem inden, og en lille snert af fortrydelse får lov at melde sig, men nej.
Det var ikke hende, der brød forbindelsen, og selv om hun måske burde have haft overskud til at prøve at genoprette, blev det for sent.
– Er det ikke underligt at være tilbage, søde? Det må det være, her er så tomt, nu din far ikke mere buldrer rundt og herser med os. Mon ikke Sct. Peter får sin sag for. Ja han skal lige i jorden først. Else slår en malplaceret, skærende latter op.
Jeg må trække på smilebåndet. Det er Else, som hun altid har været og overlevet på.
Med kvikke bemærkninger og overfladiske smil. Efter i dag er det også alvor for hende. Et nyt liv et fremmed sted, uden pligter. Hvordan mon hun vil klare sig?
– Du får ikke brug for en hushjælp, søde? Elses latter lyder som en kortslutning mellem gråd og hysteri. Jeg kan hjælpe dig med tvillingerne, når de kommer og Miko er vel ude at rejse meget af tiden ikke?
Tanken har strejfet mig, måske var det en mulighed. Jeg har været lidt bekymret over at skulle være ”alenemor” i de lange perioder Miko rejser. Det må jeg have talt med ham om. Han har ikke vænnet sig til tanken om, at jeg vil beholde mit job efter barslen. I det hele taget har det været svært for ham at vænne sig til den ”danske kvinderolle”, som han siger. Jeg er ikke den, der bukker og serverer the i tavshed.
– Else, jeg vender det lige med Miko, når han kommer hjem, men hvorfor ikke? Vi har plads nok, og bare det at høre mig omtale som søde …

Det er sent, da hun kører hjem, fuldmånen lyser op mellem skyerne, et kort øjeblik blusser det op gennem kastanjetræets grene. De røde blade kaster ildtunger over stuehuset. Overtro, ren overtro, siger hun højt og mærker efter. Jo der er kastanjer i lommen, resten er ligegyldigt nu.

Brandtræet

Nogle forsigtige bankelyde vækker mig, får mig til at stivne, jeg ligger helt stille, holder vejret og så … ingenting. Prøver at huske, hvor jeg var i mine drømme, det var noget med en flok heste, der kom gungrende forbi, og som jeg undslap i sidste øjeblik. Den drøm har jeg ikke lyst til at forsætte … så er den der igen, lyden. Sprøde, uregelmæssige lyde, som kommer fra vinduet. Jeg lukker øjnene op. Det røde lys fra TV kaster et svagt skær over møblerne. Det isner i armene, jeg sætter mig op i sengen, trækker dynen op om halsen og lytter. Tør ikke trække vejret igennem, mine arme snurrer. Og igen og igen, og så en stille skraben over vinduet. Jeg tvinger mig selv til at stå op, famler mig hen til vinduet, vil ikke tænde lyset, så kan man se ind, skubber lidt til gardinet, og en skygge flyver forbi mine øjne. Jeg kan mærke pulsen som en stramning i halsen, kan se, at det er en gren, der basker i vinden og rammer vinduet af og til. Når jeg lytter efter, kan jeg godt høre blæsten i træet. Den store kastanje på gårdspladsen. Er den blevet så stor, at den kan nå vinduet? Utroligt, men det er også et par år siden, jeg sidst overnattede.
Far plantede den, da jeg var lille og fortalte mig, at de fleste gårde skulle have sådan et brandtræ midt i gården, så ild kunne forsinkes. Jeg var glad for det træ, så det gro år for år, men havde faktisk glemt det, nu jeg sjældent er hjemme. Jeg går tilbage i sengen og lukker øjnene, lytter nu til de forsigtige pikkende lyde på vinduet, akkompagneret af suset fra de store grene, der bøjer sig for blæstens vilje.
Følelsen af angst bliver til en beroligende summen i ørerne, en mediativ, regelmæssig susen, som en dag ved havet, hvor bølgerne ruller ind i stadigt tempo.
Kastanjerne, de bløde, runde frugter med det stikkende ydre. Lidt som jeg selv er, stiv og afvisende, holder gerne folk en armslængde væk med mit kølige blik, som mine kolleger siger, kan virke direkte afvisende og overlegent. Det lader mig i fred til jeg kender folk så godt, at jeg tør tage skjoldet af og vise min bløde side.
Som barn havde jeg altid en kastanje i mine lommer, lod fingrene gribe om den, varmede den op, den beroligede mig, blev en vane, som har fulgt mig siden. Nu er det tit en sten, hvis form eller farve har betaget mig, når jeg går langs vandet.
Jeg må huske at finde en kastanje i morgen inden jeg rejser hjem. Kastanjetræer gror ikke, hvor jeg bor, det er det hybenroser, marehalm og sand og udsyn til den uendelige verden. Der er ikke brug for brandtræer, der er det vandet vi frygter.

Bag Tremmer

Kender du det? Der er nogen i synsfeltet, som ikke rigtig hører til. Det er ikke nogen betydningsfuld, bare lidt irriterende og på et tidspunkt er man altså nødt til at se, hvem det er, så man kan få ro over billedet?

Dennis havde det med at dukke op hele tiden, så i køen til bogudlånet, så på gangen, hvor han for rundt med en kost, altid på spring for at blive lagt mærke til, være med.

Han var altid meget opmærksom på, hvem der var rundt om ham og afpassede sin opførsel efter de andres. Alt for ikke at være anderledes, alt for at høre til.

Bad man ham pænt, ville han gøre hvad som helst.

En dag bad han om en samtale. Han havde hørt om et opholdssted i Sønderjylland, hvor man kunne afsone den sidste tid, en slags udslusning, inden prøveløsladelsen.

Ja. Der skete jo ikke noget ved at se, om han ville passe ind i stedets profil.

Dennis var egentlig en meget sød dreng. Dvs. af alder var han mand, men hvor var han umoden. Var altid enig med sidste mening, turde ikke mene noget selv, behagesyg. Ikke af de skarpeste knive i skuffen. Kunne kun læse en besked, hvis ” du skriver den ned, ligesom du snakker”. Jeg kunne se i hans papirer, at han var vokset op hos sin far sammen med ældre søskende. Moren havde forladt dem, da han var 8 år. Druk, vold, plagerier fra de ældre brødre hørte til dagens orden. Faren kom på besøg med tegneserier, colaer og smøger.

Jeg havde regnet med, at ideen med udslusningen var forduftet efter en tid, for jeg brugte en del energi på at fortælle om de pligter og regler, der var på stedet. Men han blev stædigt ved, så det endte med, at der blev aftalt, at vi skulle køre derned, for at de kunne se ham, og han dem, så måske …

En lang køretur på 3 timer. Jeg havde skaffet penge til at få ham klædt på fra yderst til inderst.  Han havde kun et par bukser og en t-shirt. Gik til daglig i ”tremmetøj”. Jeg hentede Dennis dagen før, og vi gik ned i byen for at købe ind. Vi havde lavet en liste, og begyndte med undertøjet.

– Hvad størrelse bruger du, spurgte jeg?Det vidste han ikke. Han havde aldrig fået nyt tøj. Havde arvet efter de store, hvad enten det passede ham eller ej.

Det blev da helt spændende. Det var rørende at se ham prøve nye cowboybukser, få et bælte til. På et tidspunkt trådte Dennis ud af prøverummet, stolt som en pave og sagde: ”Se mor!”  Ildrød i hovedet så han forskrækket på mig. Jeg lod som ingenting.

Han brugte de sidste penge i en Genbrugsforretning. Ville gerne have noget til daglig brug. Det nye tøj skulle spares.

Jeg hentede ham tidligt næste morgen i arresten. Han så meget betydningsfuld ud. De andre så lidt misundeligt efter ham. En dag ude, uden ledsager i uniform. Vi lignede bare et par almindelig mennesker på tur. Han beundrede min lille bil og fortalte, han aldrig havde kørt i en bil, han ikke havde stjålet. Bemærkede jeg kørte lidt stærkt!

Ved middagstid fandt vi et sted at spise, en landevejskro, ingen selvbetjeningsdisk her. Vi satte os ved vinduet. Dennis så lidt febrilsk ud.

– Hvor henter vi maden, spurgte han.

– Rolig, der kommer en med et menukort om lidt.

Vi valgte hakkebøf med det hele og den evindelige cola.Der blev øst op for os, og budt anden gang og sjældent har jeg set nogen nyde et måltid så meget. Da vi gik, roste han maden, sprang op for at rykke min stol ud, holdt min jakke og tilbød at bære min mappe. Måske lærer de alligevel noget af at se på det TV, der kører i døgndrift på cellerne. Hjemmefra havde han ikke lært det.

 

Han klarede interviewet ganske godt. Han snakkede som et vandfald på turen hjem, så glad, så spændt, så almindelig.

De tog ham. Jeg ved ikke, om han klarede det, men jeg så ham ikke i arresten mere