Advertisements

De uartige pletter

– Jeg forstår det simpelthen ikke, siger dr. Derma. Han er gået i stå med forstørrelsesglasset bag ved hende.
– Jeg har aldrig set den slags pletter før. Har du nogen som helst ide om, hvordan du har fået dem? Slået dig? Jeg må lige tage et par billeder af dem, måske kan min kollega…
Dr. Derma går ud af rummet og lader døren stå åben, rigtig tankeløst, synes jeg.
Jeg står der på en skammel, kun med trusser på. Koldt er det også, og selv om jeg kender turen, så føler jeg mig noget udsat. Da jeg er over min bedste alder rent brystmæssigt, står jeg med hænderne krydset over brystet og holder dem oppe, så de sidder lige der, hvor de i deres ungdom sad meget smukt, sagde de…
En gang om året står jeg her, mens Dr. Derma med forstørrelsesglas bevæger sig rundt om mig, trykker på mistænkelige pletter, mens han skælder mig ud over de ar, som opkradsede myggestik har efterladt. Et lille foredrag om faren ved solarier, brugen af hatte mellem tolv og femten, solcreme og hvad han og kronprinsessen ellers prædiker om, slipper jeg heller ikke for.
Skrækken for at blive ædt op udefra bliver afløst af trang til at bedøve mig indefra. Der ligger et konditori på hjørnet, de har de dejligste gåsebryster.
Dr. Derma kommer småløbende ind med et kamera.
– Gider du lige vende dig mod vinduet, så falder lyset bedre.
Jo, det betyder da ingenting. Konsultationen ligger på 2, sal, ingen naboer, så kun mågerne kan få fornøjelsen.
– Tak. Dr. Derma sætter sig og loader billedet ind på nettet.
– Må jeg tage mit tøj på eller hvad?
– Jaja, mumler Dr. Derma åndsfraværende, jeg ringer og giver besked hvis… få lige en tid til om et år.
Dr. Derma går ud. Jeg tvivler på, at han ville kende mig med tøj på.

Nå – kagerne venter.
Jeg skulle måske have fortalt ham om de pletter. De dukker op med jævne mellemrum. Mine ”dårligsamvittighedspletter”. Denne gang er pletterne – faldet sammen med mit årlige kontrolbesøg ved hudlægen.
Og hvad skulle jeg sige, hvis han spurgte ind til dem? At de er ømme, af og til stikker, som sad der en nål, og så det mærkelige, at de kommer, når jeg gør noget, eller bare tænker på noget, jeg ved ikke er helt korrekt. Han ville få mig indlagt på en afdeling, hvor de er mere interesserede i den indvendige del af min mit hoved end mit betræk.

Da jeg var barn, havde min mor den vane, når jeg var uartig, at stikke sin stive pegefinger ind i ryggen på mig, mens hun skældte ud. Mor og hendes stive finger.
Hun så alt, hun og Gud, og jeg fik af og til fornemmelsen af, at det var guds stive finger der stak mig, når jeg var på afveje.
Fingeren fulgte med, da jeg endelig forlod hjemmet. Jo den skulder var tit meget øm, og nu og da kunne pletterne ses.

Mens disse erindringer dukker op, følger jeg en dame over gaden, smiler til en, der vil have min parkeringsplads, går på konditori, 2 bryster ryger ned, køber ind til stegt flæsk og persillesovs og med en god samvittighed og fejlfri ryg vender jeg hjem.
Nå ja, pletterne i dag, hvad skyldes de? Det har jeg fuldstændig glemt

de samlede skygger

 

Det er en mørk oktoberaften.

Her uden nære naboer, bliver gardinerne aldrig trukket for og de sorte firkanter kræver lys. Alligevel er ingen af de mange små lamper tændt, kun læselampen ved hans stol skærer mørket i stykker. Af og til stryger lyset fra en forbikørende bil gennem stuen og tager opmærksomheden fra avislæsningen.
Der er stille.

Kun de knitrende lyde, når en side bliver vendt, bryder stilheden. Der er så stille, at hun holder igen med at synke.Hun fornemmer hans opmærksomhed, han siger ingenting, men tavsheden taler højt. Er det på grund af den stol, hun har sat sig i? Var det hendes?
Er det lyden af et andet menneske, som minder ham om andre aftner?

Det ville være naturligt for hende at småsnakke lidt, kommentere noget fra avisen, men skyggerne i stuens hjørner holder hende tilbage. Af og til mærker hun hans blik, men hun tør ikke se op. Hun burde ikke være her.
Siderne bliver vendt, uden at hun har fået fat i et ord af teksterne.

Farverne i stuen er fint afstemte.
Sofapudernes smalle blå striber, rammer lige tonen fra samlingen af  blå glasvaser på reolen, og farven går igen i de næsten gennemsigtige bomuldsgardiner, som omkranser de små bondehusvinduerne. Karmene er blomsterløse.

De små borde lyser af oprydning, på nær et. Der ligger hans pibe, et askebæger med udkradser, en avis, en serviet. En slidt hvilestol med skammel er rykket tæt på læselampen, som skiller sig ud fra de andre lamper. Lige i den stol leves det daglige liv.

Stuerne, gæsteværelserne og køkkenet bærer præg af, at der er kælet for indretningen, blandingen af nyt og gammelt gør det til et meget indbydende hus. Det lyser af orden. Lidt for meget. Det ville have været hyggeligt at se et henslængt strikketøj, et par sko smidt på gulvet eller lidt opvask på køkkenbordet.

Hun har forsigtigt spurgt, om han vil have noget imod, at hun laver aftensmad til dem. Næh, det måtte hun gerne. Hjemmelavet mad, det kunne da være hyggeligt. Hun føler sig som en lurer, mens hun ser i skabene efter remedier.
Prøver så stille som muligt at dække bord, snitte grøntsager og føler hele tiden, at nogen ser hende over skulderen. Normalt ville hun have radioen kørende i baggrunden, men det er ikke hendes hus.

Han holder sig væk, til maden er færdig. Der er en anspændt stemning, selv om han prøver at være høflig og interesseret. Luften dirrer af savn. To år er ikke lang tid. Han må have vænnet sig til at spise alene, nu sidder hun der og minder ham om de utallige måltider, som han har delt med sin kvinde.

Hun bekæmper sin trang til at lade ham vide, at hun føler med ham. Tør hun spørge ham om hendes liv og død? Nej, så godt kender hun ham ikke. Hun er kun på gennemrejse, og han er en høflig mand, som har tilbudt hende en seng for en nat.

Senere ser de en film, stille sammen i stuen med de sorte firkanter.
Det er for tidligt. Skyggerne af hende, der herskede her, mærkes i alle de mørke kroge, overdøver de samtaler, de ikke fører.
Det er for tidligt.

Gæsteværelset er knap så gennemført stilfuldt som resten af huset. Der står en kasse med legoklodser på en hylde, en stak Feminaer ligger på et kurvebord, ved siden af en gammeldags kurvestol med blåt vævet betræk. Et varmt rum med lige den mængde uorden, som får hende til at slappe af.

Hun finder en slidt Agathe Christie paperback i reolen, tænder læselampen ved hovedgærdet og prøver at samle sig om ”Mordet i Præstegården”, men uden held.
Hun falder i søvn sidst på natten.

Vågner ved en solstråle rammer hendes kind. Klokken er halv otte og der er fuldstændig stille. Hun tager sin afrikanske morgenkjole på, den er hellang og meget vid. I køkkenet lugter der af kaffe, en kande står på bordet og der ligger en pose med rundstykker, endnu varmt duftende. Ved siden af ligger en seddel: 

”Er taget på en tidlig jagttur. Føl dig hjemme. Har bestilt fiskebuffet på havnecafeen til klokken et. Fru Jensen dukker nok op, det er hendes rengøringsdag.”

Solskinnet lokker hende udenfor. Det er et sjældent godt vejr for oktober, så hun sætter sig i den åbne køkkendør, med sin kaffe.
Træerne ryster de sidste blade af i gulbrune bunker, der flytter sig med vinden. Nede af vejen aner hun en gul bygning og genkender  med en gysen ”Skrædderens hus”. Da hun var barn gik hun store omveje, kunne næsten se skyggen af skrædderen, der havde hængt sig. Det stod tomt et par år. De modigste af drengene gik ind i huset, som efterhånden stod med knuste ruder og ukrudt, som langsomt overtog haven. Nu ser det beboet ud.

– Hvad dælen sker der her?
En skinger stemme får hende til at fare sammen, hun trækker kjolen ned over knæene, så de påtrykte elefanter folder sig ud. Fortumlet rejser hun sig op, og en lille overvægtig kone i den tredje alder står skulende bag hende med hænderne i siden.
– Hvem er du, og hvor er Erik?
Hun peger på sedlen på køkkenbordet og rækker hånden frem til goddag, men konen har vendt ryggen til, tager sedlen og ser derefter mistroisk op på hende.
– Der har ikke været kvinder her i huset siden Ann døde, hvem er du?

Hun skal lige til at forklare, men fru Jensen, som det sandsynligvis er, står allerede på hovedet inde i et skab, hvorfra hun hiver støvsuger og koste og spande ud. Hun kigger misbilligende op og ned af hende.
– Skal du ikke have noget ordentlig tøj på?  Det vil passe mig godt, hvis du gik en tur til jeg er færdig, måske omkring kirkegården! Og uden at vente på svar trækker hun støvsugeren ned i stuen.

Kirkegården står, som hun husker den, massive tujaer på de fleste grave, og her bliver de ikke slettet før de sidste familiemedlemmer er væk. Hun går en runde og bliver ganske vemodig over at læse, hvor mange af navnene, hun kender.  Flere generationer ligger sammen i de ældste af gravene. En gartner river sig langsomt frem til hende, støtter sig til riven og hun benytter sig af muligheden for at få at vide, hvor Eriks kone Ann ligger.

– Jo, ser du, nede i hjørnet lige ved lågen, men indenfor diget, det er ikke som i gamle dage…Gartneren går i stå, og hun nikker og forsvinder hurtigt, orker ikke at fortælle, hvem hun er.
Det er en urnegrav, helt uden blomster. Ann, står der på en lille hvid marmorsten, intet efternavn og kun fødsels- og dødsdato. Over navnet er der graveret et omrids af en måge i flugt over to bølger.

Hun sætter sig ved husets gavl, lukker øjnene og lader den milde vind kærtegne sit ansigt. Nu er hun den 12 årige pige, som ingen lægger mærke til. Slet ikke Erik, som er hjemme i efterårsferien for at hjælpe til med kartoffelhøsten. For ham er hun bare en af lillesøsterens veninder, kun et barn. De 8 års forskel gør alverden for ham, ikke for hende. Hun har elsket ham så længe, hun kan huske, og nydt de gange, han var med i deres lege. Når han lod sig overtale til at ”give op” i rundbold stivnede hun og rødmede, når han med et lille smil så hende i øjnene, lige før han kastede bolden op i luften. Hver gang han kom hjem uden kæreste, steg håbet om, at hun en dag kunne fange hans opmærksomhed, så han kunne se hende.

Men han kom hjem med Ann, en mørk skønhed, med alle de kvaliteter hun selv ønskede hun havde, alderen, udseendet, latteren, frimodigheden.  
Gennem lillesøsterens breve fulgte hun med. Brylluppet, det første barn, som var dødfødt, det andet barn, som blev forkælet grænseløst og siden gik til i narko.

Efter hun flyttede til hovedstaden, havde hun holdt den lokale avis og der så hun for to år siden dødsannoncen.  Ikke den sædvanlige, men en kort notits: ”Ann har valgt at forlade mig, hun bisættes i stilhed. Erik. ”
Og Erik fylder op i hendes drømme igen.

Hun kendte ham med det samme, da han kom ind i mødelokalet. Slank, kort plysset hår, de blå øjne og smilehullet, som altid var parat til at lukke smilet op og bedåre. Hun var sat på talelisten som den sidste og havde rig mulighed for at betragte ham indtil da.
Ved det efterfølgende kaffebord kom han hen og giver hånd.
– Er det ikke?
Og inden hun fik tænkt sig om, tilbød han, at hun kunne overnatte hos ham.

Frokostbuffeten er ”alt godt fra havet”, en flaske hvidvin får samtalen til at gnistre. Efterårssolen gnistrer også i det blå hav, som himlen spejler sig i. Alt er blåt og uden skygger.

Efterhånden som de fælles barndomsminder bliver vendt og drejet kommer smilehullet frem i Eriks kind, og de blå øjne borer sig ind og gør hendes stemme blød. Nu ser han hende.

Han følger hende til færgen. Tager fast om hendes overarme til farvel, fanger hendes blik, og tavsheden imellem dem sitrer af forventninger og usagte ord.
– Vi har mere at tale om, siger han, så næste gang?
Og hun kan kun nikke, for gråden sidder hende i halsen. Han kysser hende på panden, som man kysser et barn.
Det er for tidligt, men skyggerne trækker sig stille tilbage, mens aftensolen brænder igennem havet.

 

 

 

Skyggerne 3

Hun sætter sig ved husets gavl, lukker øjnene og lader den milde vind kærtegne sit ansigt. Hun den 12 årige pige, som ingen lægger mærke til. Slet ikke Erik, som er hjemme i efterårsferien for at hjælpe til med kartoffelhøsten.

For ham er hun bare en af lillesøsterens veninder, kun et barn. De 8 års forskel gør alverden for ham, ikke for hende. Hun har elsket ham så længe, hun kan huske, og nydt de gange, han var med i deres lege. Når han lod sig overtale til at ”give op” i rundbold stivnede hun og rødmede, når han med et lille smil så hende i øjnene, lige før han kastede bolden op i luften. Hver ferie han kom hjem uden kæreste, steg håbet om, at hun en dag kunne fange hans opmærksomhed, så han kunne se hende.

Men han kom med hjem Ann, en mørk skønhed, med alle de kvaliteter hun selv ønskede hun havde, alderen, udseendet, latteren, frimodigheden.  Gennem lillesøsterens breve fulgte hun med. Brylluppet, det første barn, som var dødfødt, det andet barn, som blev forkælet grænseløst og siden gik til i narko.

Efter hun flyttede til hovedstaden, havde hun holdt den lokale avis og der så hun for to år siden dødsannoncen.  Ikke den sædvanlige, men en kort notits: ”Ann har valgt at forlade mig, hun bisættes i stilhed. Erik. ”

Og Erik fylder op i hendes drømme igen.

Hun kender ham med det samme, da han kommer ind i mødelokalet. Slank, kort plysset hår, de blå øjne og smilehullet, som altid er parat til at lukke smilet op og bedåre.

Hun er sat på talelisten som sidste og har rig mulighed for at betragte ham indtil da.

I pausen kommer han hen og giver hånd.

– Er det ikke?

Og inden hun får tænkt sig om, tilbyder han, at hun kan overnatte hos ham.

Frokostbuffeten er ”alt godt fra havet”, en flaske hvidvin får samtalen til at gnistre. Efterårssolen gnistrer også i det blå hav, som himlen spejler sig i. Alt er blåt og uden skygger. Efterhånden som de fælles barndomsminder bliver vendt og drejet kommer smilehullet frem i Eriks kind, og de blå øjne borer sig ind og gør hendes stemme blød.

Nu ser han hende.

– Vi har mere at tale om, siger han, så næste gang? Og hun kan kun nikke, for gråden sidder hende i halsen. Han kysser hende på panden, som man kysser et barn.

Han følger hende til færgen. Tager fast om hendes overarme til farvel, fanger hendes blik, og tavsheden imellem dem sitrer af forventninger og usagte ord.

Det er for tidligt, men skyggerne trækker sig stille tilbage, mens aftensolen brænder igennem havet.

Skyggerne 2

Gæsteværelset er knap så gennemført stilfuldt som resten af huset. Der står en kasse med legoklodser på en hylde, en stak Feminaer ligger på et kurvebord, ved siden af  står en  gammeldags kurvestol med blåt vævet betræk. Et varmt rum med lige den mængde uorden, som får hende til at slappe af. Værelset bliver tydeligt brugt til at sætte ting i, man ikke ved hvad man ellers skal gøre ved.

Hun finder en slidt Agathe Christie paperback i reolen, tænder læselampen ved hovedgærdet og prøver at samle sig om ”Mordet i Præstegården”, men uden held. Hun falder i søvn sidst på natten.

Vågner ved en solstråle rammer hendes kind. Klokken er halv otte og der er fuldstændig stille. Hun tager sin afrikanske morgenkjole på, den er hellang og meget vid, skjuler alle de skavanker der kommer, når man ikke er fyrre mere. I køkkenet lugter der af kaffe, en kande står på bordet og en pose med rundstykker, endnu varmt duftende. Ved siden af ligger en seddel:

”Er taget på en tidlig jagttur. Føl dig hjemme. Har bestilt fiskebuffet på havnecafeen til klokken et. Fru Jensen dukker nok op, det er hendes rengøringsdag.”

Solskinnet lokker hende udenfor. Det er et sjældent godt vejr for oktober, så hun sætter sig i den åbne køkkendør, med sin kaffe. Træerne ryster de sidste blade af i gulbrune bunker, der flytter sig med vinden. Nede af vejen aner hun en gul bygning og genkender  med en gysen ”Skrædderens hus”.

Da hun var barn gik hun store omveje,  kunne næsten se skyggen af skrædderen, der havde hængt sig. Nu ser det beboet ud, det stod tomt et par år, de modigste af drengene gik ind i huset, som efterhånden stod med knuste ruder og  ukrudt som langsomt overtog haven.

– Hvad dælen sker der her?

En skinger stemme får hende til at fare sammen, hun trækker kjolen ned over knæene, så de påtrykte elefanter folder sig ud.

Fortumlet rejser hun sig op, og en lille overvægtig kone i den tredje alder står skulende bag hende med hænderne i siden.

– Hvem er du og hvor er Erik?

Hun peger på sedlen på køkkenbordet og rækker hånden frem for at sige sit navn, men konen har vendt ryggen til, tager sedlen og ser derefter mistroisk op på hende.

– Der har ikke været kvinder her i huset siden Ann døde, hvem er du?

Hun skal lige til at forklare, men fru Jensen, som det sandsynligvis er, står allerede på hovedet inde i et skab, hvorfra hun hiver støvsuger og koste og spande ud. Hun kigger misbilligende op og ned af hende.

– Skal du ikke have noget ordentlig tøj på?  Det vil passe mig godt, hvis du gik en tur til jeg er færdig, måske omkring kirkegården! Og uden at vente på svar trækker hun støvsugeren ned i stuen.

Kirkegården står som hun husker den, massive tujaer på de fleste grave, og her bliver de ikke slettet, før de sidste familiemedlemmer er væk. Hun går en runde og bliver ganske vemodig over at læse, hvor mange af navnene hun kender.  Flere generationer ligger sammen  i de ældste af gravene. En gartner river sig langsomt frem til hende, lægger armene over kors og støtter sig til riven og hun benytter sig af muligheden for at få at vide, hvor Eriks kone Ann ligger.

– Jo, ser du, nede i hjørnet lige ved lågen, men indenfor diget, det er ikke som i gamle dage…Gartneren går i stå og hun nikker og forsvinder hurtigt, orker ikke at fortælle hvem hun er.

Det er en urnegrav, helt uden blomster. Ann, står der på en lille hvid marmorsten, intet efternavn og kun født og dødsdatoer. Over navnet er der et graveret omrids af en måge i flugt over to bølger.

Skyggerne

Det er en mørk oktoberaften.

Her uden nære naboer, bliver gardinerne aldrig trukket for og de sorte firkanter kræver lys. Alligevel er ingen af de mange små lamper tændt, kun læsestanderlampen ved hans stol skærer mørket i stykker. Af og til stryger lyset fra en forbikørende bil gennem stuen og tager opmærksomheden fra avislæsningen.

Ellers er der stille.

Kun de knitrende lyde, når en side bliver vendt, bryder stilheden. Der er så stille, at hun holder igen med at synke, det ville lyde som et vandfald.

Hun fornemmer hans opmærksomhed, han siger ingenting, men tavsheden taler alligevel højt. Er det på grund af den stol, hun har sat sig i? Var det hendes?

Er det lyden af et andet menneske, som minder ham om andre aftner?

Det ville være naturligt for hende at småsnakke lidt, kommentere noget fra avisen, men skyggerne i stuens hjørner holder hende tilbage. Af og til mærker hun hans blik, men hun tør ikke se op. Hun burde ikke være her.

Siderne bliver vendt, uden at hun har fået fat i et ord af teksterne.

Farverne i stuen er fint afstemte. Sofapudernes smalle blå striber, rammer lige tonen fra samlingen af  blå glasvaser på reolen, og farven går igen i de næsten gennemsigtige bomuldsgardiner, som omkranser  bondehusvinduerne. Karmene er blomsterløse.

De små borde lyser af oprydning, på nær et. Der ligger hans pibe, et askebæger med udkradser, en avis, en serviet. En slidt hvilestol med skammel er rykket tæt på standerlampen, som skiller sig ud fra de andre lamper,  alle med ens foldede skærme.

Lige i den stol leves det daglige liv.

Stuerne, gæsteværelserne og køkkenet bærer præg af, at der er kælet for indretningen, blandingen af nyt og gammelt gør det til et meget indbydende hus.

Det lyser af orden. Lidt for meget. Det ville have været hyggeligt at se et henslængt strikketøj, et par sko smidt på gulvet eller lidt opvask på køkkenbordet.

Hun har forsigtigt spurgt, om han vil have noget imod, at hun laver aftensmad til dem. Næh, det måtte hun gerne. Hjemmelavet mad, det kunne da være hyggeligt. Hvad skulle han sige andet. Hun føler sig som en lurer, mens hun ser i skabene efter remedier.

Prøver så stille som muligt at dække bord, snitte grøntsager og føler hele tiden, at nogen ser hende over skulderen.

Normalt ville hun have Tv’et kørende i baggrunden, men det er ikke hendes hus. Han holder sig væk, til maden er færdig og han bliver kaldt ud i køkkenet.

Der er en anspændt stemning, selv om han prøver at være høflig og interesseret. Luften dirrer af savn og det uretfærdige i, at det er hende, der sidder der.

To år er ikke lang tid.Han havde nok vænnet sig til at spise alene, nu sidder hun der og minder ham om utallige måltider, som han havde delt med sin kvinde.

Hun bekæmper sin trang til at lade ham vide, hun føler med ham. Tør hun spørge ham om hendes liv og død? Nej, så godt kender hun ham ikke.

Hun er kun på gennemrejse, og han er en høflig mand, som med megen omsorg har tilbudt hende en seng for et par dage.

Huset er stort, der er god plads og hvorfor ikke?

Senere ser de en film, stille sammen i stuen med de sorte firkanter.

Det er for tidligt. Skyggerne af hende, der herskede her, mærkes i alle de mørke kroge, overdøver de samtaler, de ikke fører.

Det er for tidligt.

Sutsko

Sutsko

– Pisvejr, Valdemar sidder på knæ i sofaen foran vinduet og lader som om han visker ruden fri for regn. Men regnen er udvendig og det blæser og bedstemor sidder bare der og strikker og har ikke lyst til at gå med ned til stranden, og han må ikke gå alene.
– Pis, pis, pisvejr! Valdemar rejser sig og kommer til at skubbe til en vase, som han lige får fat i, inden den ryger på gulvet. Blomsterne redder han ikke, de falder ned i sofaen, som bliver lidt våd af vandet, og endelig lægger bedstemoren mærke til ham.
– Valdemar dog, hvad sker der?
– Ikke så meget som en lille prut, siger Valdemar. Han ville have sagt ”ikke en skid”, men husker så, at bedstemor ikke er så glad for frække ord.
Bedstemoren får travlt med at samle en maske op og hører ikke rigtig efter.
– Nå, hvad så, Valdemar, keder du dig?
Ja, det gjorde han – lidt, for det bedste ved at være på besøg var at få en af de voksne med ned til stranden og lede efter ting. Og lige nu er der kun bedstemor hjemme, og det regner og alting.

Bedstemoren rejser sig, ruller strikketøjet sammen, lægger det op i brødkurven, som lige nu ikke bliver brugt til brød.
– Hvad strikker du Bedste? Franskbød, driller Valdemar og så griner de af det.
– Ved du hvad, lille Valde, vi kan gå til bageren, langs stranden, så skal jeg ”strikke” dig en roulade. Find dit regntøj frem, jeg har også noget regntøj et sted, hvis jeg bare…
Og småmumlende forsvinder Bedstemoren ud i bryggerset.

Valdemar har lige fået nyt regntøj i tern. De er et flot par. Bedstemoren i blå støvler og med en gammel, gul frakke og et tørklæde på hovedet. Hun havde fundet et par spande frem og det net, som Valdemar altid slæbte rundt på.
– Her Valde, kan du bære nettet, så tager jeg spandene, en til fisk og en til rouladen, hvis vi er heldige.

Der er lavvande, så de kan gå længere ud i vandet end de plejer. Bunden er fyldt med sten og skaller, og snart ser man kun Valdemar med enden i vejret, for her var der måske friske blåmuslinger, og Valdemar glemmer at smøge sit ærme op, så ivrig bliver han.
Regnen er næsten holdt op, solen sender små glimt mellem skyerne og snart har de begge spande fulde af sten, skaller og en enkelt krabbe og flere små rejer, som Valdemar fanger i sit net.

– Nu kan vi ikke bære mere, siger bedstemoren og retter sig op, kigger ud over fjorden, tror du ikke vi skal gå hjem nu. Spanden til rouladen er fyldt op, måske skal vi bage vafler i stedet for.
– Bedste, hvad er det der? Valdemar strider sig hen over den stenede bund hen imod noget, der ligner en klump hvide fjer, der ligger og skvulper i en af færgens dønninger.
Valdemar får med besvær bakset det op i nettet og bedstemoren tager klumpen op i hånden. En klump garn ser det ud til, med lidt kaninpels på.
– Hvad er det Bedste, hvad tror du? Valdemar kan ikke stå stille og det sprøjter op på bedstemorens ben.
– Det, siger bedstemoren og vrider lidt vand af det, det tror jeg er en sutsko, sådan en hjemmelavet en, med strikket bund og en sål, som er limet på og med kunstig pels på. Sådan nogen lavede vi, da vi var børn.
– Er den så gammel? Valdemar ser helt forskrækket ud, bedstemor er ældgammel, over fyrre mindst.
– Ja, så gammel, siger bedstemor med smil i stemmen, og vil smide den ud igen.
– Nej nej! Valdemar redder den lige før… Den skal med hjem. Far plejer at tage billeder af det, vi finder, så jeg kan vise dem i børnehaven på mandag.

Fangsten bliver sorteret, krabben bliver kogt sammen med de små rejer, muslinger og østers bliver sat under den rindende vandhane i bryggerset, men først bliver alt fotograferet. Rejerne er ikke til at styre, så de bliver kogt først.
– Så er de også pænest, siger Valdemar, helt røde og så`n.
Sutskoen bliver vredet så tør, som Bedste kan og så får den en tur i tørretumbleren, så den bliver fin og kaninskindet rejser sig.

Det er så hyggeligt at bage vafler, synes Valdemar. Man skal sidde og holde øje og vente på næste portion og så snakker man så godt. Han er kommet i en tør trøje og bedstemoren i sit joggingtøj.
– Hvorfor har du joggingtøj, du jogger aldrig, vel? Valdemar smører sine syltetøjsfingre af i bukserne, den slags er Bedste ligeglad med.
– Fordi det er lilla, siger Bedstemoren og fisker en ny portion vafler op fra jernet.
– Nåh, derfor. Bedstemoren var så glad for lilla, det vidste han godt.
– Nåh derfor, og så spiser han videre.

Valdemar vil absolut have sutskoen med sig hjem.
– Nej altså Valde, siger mor, den er beskidt og hvad skal du bruge den til?
– Den er IKKE beskidt, den har ligget i vandet og er blevet vasket og Bedste har tørret den og den lugter kun af salt og den SKAL med hjem.
Valdemar er træt og stædig, så sådan bliver det.

Om aftenen ligger han og fantaserer om den sutsko, måske var den blevet smidt efter en og røget i vandet, måske var det en julegave, som posten havde kigget i og så fortrudt det og smidt den i en grøft. Måske lå der en sutsko mere ude i vandet, måske også hende, der havde haft den på?
Måske var der en båd, som engang var sunket med mand og mus, eller pige og sko og efter lang tid var alle deres ting kommet op til overfladen, måske…
Og så sover Valdemar. Drømmer om vafler og krabber som gemmer sig i sutsko.
Hvor vil de andre blive misundelige, når han fortæller dem om…